Nævnet meddelte i januar 2018 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar samt 5 børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015 Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etniske pashtunere og sunnimuslimer fra Kabul, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet den mandlige ansøger har arbejdet for amerikanerne og dermed bliver betragtet som vantro. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv oplyst, at den mandlige ansøger og hans familie, herunder hans brødre, i 2007 begyndte at få nogle generelle trusler fra Taliban, hvorfor de forlod deres landsby Maidan Wardak. I [sommeren] 2012 begyndte den mandlige ansøger at arbejde for et amerikansk firma, […]. Han skulle hjælpe med at bygge et fængsel i [en specifik by], og hans opgave bestod i kvalitetskontrol af byggeriet. Arbejdet på fængslet sluttede i ultimo 2013. Omkring starten af 2014 begyndte der at komme trusler mod den mandlige ansøger fra Taliban. [A], som var søn af en landmand og var sat til at passe den mandlige ansøgers jord i Maidan Wardak, oplyste ham om, at Taliban truede med at slå den mandlige ansøger ihjel, idet han havde samarbejdet med amerikanerne. [A] havde hørt dette, idet Taliban gik og fortalte det i området. [A] kom omkring hver eller hver anden uge til Kabul og talte med den mandlige ansøger om landbruget. I løbet af perioden primo 2014 til [efteråret] 2015 blev lederen for retten i Paktika, [B], slået ihjel af Taliban. Han blev slået ihjel omkring 1 kilometer fra deres bopæl i Kabul. Samme år dræbte Taliban også en pige, [C], som arbejdede for FN. I august 2015 fortalte [A] den mandlige ansøger, at Taliban havde udset ham som deres næste mål. Den mandlige ansøger opfattede det sådan, at truslerne var gået fra at være generelle trusler til at være målrettet den mandlige ansøger. Så snart den mandlige ansøger fandt ud af dette, flyttede han hen til sin svigerfamilie, og han begyndte at planlægge sin udrejse. De forlod Afghanistan [i slutningen af] 2015. Flygtningenævnet finder, at ansøgerne har forklaret sammenhængende og konsistent om elementerne i deres asylmotiv. Flygtningenævnet finder ikke holdepunkter for at tilsidesætte ansøgernes forklaring om, at den begivenhed, der førte til, at de udrejste, var oplysningerne om, at den mandlige ansøger var udset til at være det næste mål for Taliban, efter at to højtprofilerede personer fra den mandlige ansøgers hjemby var blevet dræbt i Kabul i kort afstand fra ansøgernes bopæl. Henset til, at den mandlige ansøger har haft omfattende beskæftigelse og samarbejde med udenlandske myndigheder, lægger nævnet til grund, at den mandlige ansøger må anses for at tilhøre en persongruppe, som er i risiko for attentater fra Talibans side, både i Kabul samt Herat og Mazar-e-Sharif. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse på baggrund af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder imidlertid, at den mandlige ansøger under de nævnte omstændigheder vil være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, og at han ikke vil kunne opnå myndighedernes beskyttelse herimod. Den kvindelig ansøger har i det hele henvist til den mandlige ansøgers asylmotiv. Som konsekvens heraf finder Flygtningenævnet, at den kvindelige ansøger og de medfølgende børn ligeledes bør meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2018/21/CHHA
