afgh2018208

Nævnet meddelte i maj 2018 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. 
Flygtningenævnet udtalte: 
Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni muslima fra […] distriktet, Kunduz provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af de personer, som har slået ansøgerens far ihjel, og som muligvis er tilknyttet Taliban. Ansøgeren har desuden som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive tvangsrekrutteret af Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at en dag, hvor ansøgerens far var gået til morgenbøn i moskeen sammen med ansøgerens farbror, kom faren ikke hjem. Ansøgerens farbror, som boede i naboejendommen, var vendt tilbage fra bøn, hvorfor ansøgeren blev bekymret og spurgte sin farbror, hvor hans far blev af. Ansøgerens farbror gik derefter ud for at lede efter ansøgerens far. Ansøgeren fars lig blev fundet og bragt tilbage til bopælen samme dag. Ansøgerens farbror og mor bestemte, at det var bedst, at ansøgeren forlod Afghanistan, idet ansøgerens far var blevet slået ihjel, og idet ansøgeren var sin mors eneste søn. Ansøgeren udrejste enten den samme dag eller dagen efter. Ansøgeren har videre oplyst, at han frygter at blive tvangsrekrutteret eller slået ihjel af Taliban, som opholder sig i det område, hvor ansøgeren kommer fra. Ansøgeren har hørt, at Taliban kidnapper børn, og sender dem i koranskole, og træner dem i at anvende våben og være selvmordsbomber. Taliban har lukket ansøgerens skole, hvorfor han kun har fået fire års skolegang. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren fremstod med tilstrækkelig modenhed til at gennemgå en asylsagsbehandling, og at han i den forbindelse under nævnsmødet besvarede de stillede spørgsmål relevant. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Det fremgår af de foreliggende baggrundsoplysninger, senest Landinfos temanotat af 16. maj 2018: Afghanistan: forhold for barn og unge, samt Landinfos temanotat af 29. november 2017 vedrørende sikkerhedssituationen i den nordøstlige regionen, at Taliban rekrutterer unge mænd og drenge i konfliktområder, og at Kunduz-provinsen fortsat må betragtes som et konfliktområde. Ansøgeren, der nu er 15 år gammel, har forklaret, at det var hans mor og farbror, der besluttede, at han skulle udrejse af Afghanistan umiddelbart efter, at hans far var blevet dræbt af ukendte personer. Ansøgeren frygter selv at blive rekrutteret af Taliban og har en formodning om, at hans far blev dræbt af Taliban, selvom han ikke ved dette med sikkerhed, da han mener, at moren og farbroren holder de reelle forhold skjult for ham, fordi han er mindreårig. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til […] i Kunduz-provinsen risikerer, at blive rekrutteret af Taliban mod sin vilje. Henset til, at ansøgeren er mindreårig og pt. er uden netværk i Afghanistan, finder nævnet det ikke relevant eller rimeligt at henvise ham til at tage ophold et andet sted i Afghanistan som internt flugtalternativ. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han som følge af det anførte risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 1, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet finder derimod, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer asylbegrundende overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. afgh/2018/208/lrn