Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt syv medfølgende børn fra Afghanistan. Flygtningenævnet udtalte: ”Den mandlige ansøger er etnisk tajik og sunni muslim fra Badakhshan, Afghanistan. Den mandlige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den kvindelige ansøger er etnisk tajik og sunni muslim af religiøs overbevisning fra [byen A], Badakhshan, Afghanistan. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at de vil blive slået ihjel af Taliban, idet den mandlige ansøger har fortalt myndighederne om Talibans tilstedeværelse i landsbyen, og hvor myndighederne kunne finde Taliban. Ansøgerne har videre som asylmotiv henvist til, at de frygter repressalier fra familier til tre medlemmer af Taliban, der blev dræbt i kampe med myndighederne, efter at den mandlige ansøger havde fortalt myndighederne om Talibans opholdssted. Ansøgerne frygter desuden, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil blive kidnappet og slået ihjel af nogle Kunduz-grupperinger. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv oplyst, at Taliban på et ukendt tidspunkt i sommeren 2015 kom til moskeen i landsbyen [K], Kunduz, og fortalte personerne i moskeen, at de skulle åbne deres huse for Taliban og samarbejde dem og sørge for at give dem mad, husly og lignende. To dage efter gik en gruppe på seks til syv mænd inklusiv den mandlige ansøger til myndighederne og fortalte, hvad der var sket i moskeen. To dage senere bankede Taliban på døren på ansøgernes bopæl og tog den mandlige ansøger med. Den mandlige ansøger og de andre mænd, som havde hjulpet myndighederne, blev taget med til området Alyabad, hvor de blev tilbageholdt i en uge. Under tilbageholdelsen blev den mandlige ansøger tortureret med stød tre gange. Efter en uge blev den mandlige ansøger og de andre mænd løsladt, efter at landsbyens ældre havde været i kontakt med Taliban. Den mandlige ansøger og de andre mænd fik at vide, at de ikke skulle opsøge myndighederne igen. Fire måneder senere, da den mandlige ansøger var på vej hjem fra arbejde, blev han udspurgt af nogle soldater om, hvorvidt han havde set nogle talebanere. Han svarede, at han havde set Taliban udenfor byen ved sin jord, hvorefter han tog hjem. Om natten var der kampe mellem myndighederne og Taliban. Den efterfølgende dag, da den mandlige ansøger var på vej på arbejde, blev han standset af landsbybeboeren [J], som fortalte, at der havde været kamphandlinger, og at tre talebanere var blevet slået ihjel af myndighederne. Landsbybeboeren [J] fortalte, at den mandlige ansøger skulle passe på, fordi det var ham, der havde fortalt myndighederne, hvor Taliban befandt sig. Den mandlige ansøger tog hjem til bopælen, og ca. ½ time senere rejste han til Takhar provinsen. Mens den mandlige ansøger opholdt sig i Takhar, opsøgte både Taliban og de tre familier, hvis sønner var døde under kamphandlingerne mellem Taliban og myndighederne, ansøgernes bopæl. De tre familier fortalte den kvindelige ansøger, at de ville hævne sig, hvis de mødte den mandlige ansøger. Mens den mandlige ansøger var i Takhar, opsøgte Taliban også familiens bopæl fire gange. I forbindelse med Talibans sidste besøg, skød de den kvindelige ansøgers mor. Herefter tog den kvindelige ansøger og parrets børn ophold hos naboen i omkring fem dage, hvorefter de flygtede til Takhar for at mødes med den mandlige ansøger. Hele familien opholdt sig i byen i fire dage, hvorefter familien udrejste illegalt af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om asylmotiver til grund, idet forklaringerne har været afglidende, upræcise og divergerende på en række centrale punkter, hvorfor forklaringerne i det hele tilsidesættes som utroværdige og konstruerede til lejligheden. Ud over de divergenser, der er anført i Udlændingestyrelsens afslag, har den mandlige ansøger således forklaret divergerende med hensyn til, om det var hans datter [N], der åbnede døren for Taleban, og herefter hentede ansøgeren ud til døren, hvor Taleban befandt sig, eller om han var på vej hjem fra arbejde og befandt sig ved porten ind til ejendommen, da Taleban henvendte sig direkte til ham, ligesom han har forklaret divergerende med hensyn til om den kvindelige ansøger var hjemme eller ej, da Taleban henvendte sig. Den mandlige ansøger har om tilbageholdelsen forklaret divergerende med hensyn til, om der var ti vagter i rummet til at passe på ham og [F] eller kun to, og om han under hele tilbageholdelsen befandt sig i det samme rum bortset fra, når han skulle på toilettet, eller om han blev taget ud af rummet og taget med til et andet rum, hvor der typisk var 3-4 personer til stede, i forbindelse med, at han fik stød. Også med hensyn til, om han oplyste sit navn overfor sikkerhedskommandoen, eller myndighederne kendte ham i forvejen og dermed også hans navn, har forklaringen været divergerende. Begge ansøgerne har videre i deres oplysnings- og motivsamtaler forklaret, at den kvindelige ansøgers mor blev dræbt af Taliban, fordi hun blev forvekslet med den mandlige ansøger, hvorimod de under nævnsmødet og i asylsamtalerne har forklaret, at den kvindelige ansøgers mor blev skudt, fordi hun skældte ud og sagde, at Taliban skulle tage hensyn til ansøgernes børn. Ansøgernes forklaringer om det tidsmæssige forløb har været usikre og afglidende blandt andet med hensyn til, om det var før den mandlige ansøger blev tilbageholdt af Taleban eller først efter, at Taleban henvendte sig til dem og krævede, at de stillede deres hus til rådighed i forbindelse med kamphandlingerne, og om antallet af gange dette skete. Endelig bemærkes, at den kvindelige ansøger først efter direkte at være spurgt ind til det af sin advokat, har forklaret, at hun udover Taliban også blev opsøgt af familierne til de tre talebanere, der blev dræbt i kamp, efter at den mandlige ansøger havde fortalt myndighederne om deres tilstedeværelse i nærheden af hans mark. Idet de generelle forhold i Afghanistan ikke i sig selv kan begrunde opholdstilladelse, finder Flygtningenævnet herefter ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb efter § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ”afgh/2018/199/sme”
