Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og ateist fra [mindre by], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil blive slået ihjel af Taliban, fordi han har arbejdet for det afghanske militær. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst til, at han i 2011 eller 2012 blev chikaneret af Taliban gentagende gange. Taliban ville have ansøgeren til at praktisere islam. De truede og slog ansøgeren for at få ham til at praktisere islam. Ansøgerens far, der var en respekteret mand i byen, overtalte Taliban til at give ansøgeren en ekstra chance, så han personligt kunne få ansøgeren på rette spor. På et tidspunkt tog ansøgeren til Kabul. Her besluttede ansøgeren sig for at tilslutte sig det afghanske militær. Ansøgeren begyndte i militæret [i efteråret] 2011. Efter en træningsperiode på omkring tre måneder blev ansøgeren udstationeret i logistisk kommandanturet i Kabul, hvor han kørte konvojer og transporterede våben og andre militære fornødenheder. Ansøgeren blev befalingsmand, fordi han kunne læse og skrive. Under ansøgerens militærtjeneste havde han opgaver omkring en gang om måneden. Hver anden måned udførte ansøgeren en opgave i Mazar-e Sharif. Når opgaven var udført, havde han fri i seks eller syv dage. Hver tredje eller fjerde måned fik ansøgeren besøg af sin mor og sin ægtefælle i Mazar-e Sharif. Ansøgeren lejede et hotelværelse, hvor de alle opholdt sig. I [foråret] 2015 modtog ansøgerens familie et brev fra Taliban, hvoraf det fremgik, at Taliban vidste, at ansøgeren var i militæret, og at det var ansøgerens familie, der havde hjulpet ansøgeren derind. Taliban ville straffe ansøgerens familie, hvis dette var rigtigt. To dage herefter flyttede ansøgerens mor, ansøgerens søskende og ansøgerens ægtefælle og deres to børn til ansøgerens svigerforældre i [mindre by]. Den 5. maj 2015 blev ansøgerens far opsøgt af seks eller syv personer fra Taliban og syv eller otte ældre fra [mindre by]. De sagde til ansøgerens far, at han havde en uge til at få ansøgeren til at tilslutte sig Taliban. Hvis ikke ansøgeren tilsluttede sig Taliban, ville ansøgerens familie blive slået ihjel. I [sommeren] 2015 tog ansøgerens far og bror hjem til ansøgerens svigerforældre. I [sommeren] 2015 kontaktede ansøgeren sin familie og fortalte dem, at han ville forlade Afghanistan. Noget tid herefter udrejse ansøgeren af Afghanistan. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren i en periode har været ansat som befalingsmand i det afghanske militær, og at han afsluttede dette ansættelsesforhold i 2015 forud for sin udrejse af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren har en asylbegrundende konflikt med Taleban. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende og divergerende om konflikten, og at hans forklaring om konflikten fremstår usammenhængende og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har indledningsvist forklaret, at han har en konflikt med Taleban, fordi Taleban fandt ud af, at han var i militæret, mens han efterfølgende har udbygget denne forklaring med, at han tog i militæret, fordi han ikke var religiøs og af den grund havde en konflikt med Taleban. Han har endvidere forklaret udbyggende om modtagelsen af et trusselsbrev fra Taleban. Han har således ikke nævnt et trusselbrev til sin første samtale eller i asylskemaet, men først til sin samtale med Udlændingestyrelsen i [vinteren] 2017. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om, at han aldrig har været i en moske og aldrig har modtaget koranundervisning fremstår mindre sandsynlig, når henses ti, at hans familie var meget respekteret og kendt i området og til den sociale kontrol, som han har forklaret om. Det forekommer i den forbindelse usammenhængende, at hans familie ikke skulle vide, om han var troende eller ej eller i øvrigt interessere sig for omverdenens reaktioner på hans manglende deltagelse i religiøse sammenhænge. Hertil kommer, at forklaringen om familiens reaktion på ikke at have hørt fra ham i fem måneder i forbindelse med hans påbegyndelse af sit arbejde hos militæret forekommer mindre sandsynlig. Endelig har ansøgeren ikke under nævnsmødet været i stand til at redegøre for sine tanker om udrejsen fra Afghanistan, herunder om sine tanker i forbindelse med busturen fra Kabul til [mellemstor by i Afghanistan], hvor han rejste med sine egne papirer uden at have en plan eller tanker om, hvad han skulle gøre, hvis bussen på den knap 800 km. lange tur blev stoppet af Taleban. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han på nogen måde er profileret over for Taleban, eller at han har en asylbegrundende konflikt med Taleban. Ansøgeren har for Flygtningenævnet henvist til, at han er ateist. Spørgsmålet for Flygtningenævnet er ikke – som i sager om konvertitter – om ansøgeren ved en tilbagevenden vil foretage sig religiøse handlinger m.v., men om ansøgerens undladelse af at følge muslimske traditioner og skikke, herunder undlade at gå i moske, ikke overholde fasten under ramadan, ikke bede m.v. vil udsætte ansøgeren for en konkret, individuel risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller bringe ham i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Der er således ikke særlige handlinger og gerninger knyttet til det at være ateist eller ikke-troende. Som oplyst af ansøgeren, har han aldrig praktiseret en religion, og han har efter ovennævnte bevisvurdering ikke – bortset fra nogle nedladende og negative bemærkninger – oplevet problemer som følge heraf. Ansøgeren har ikke fortalt sin familie, at han er ateist, og han har hidtil afstået fra at erklære offentligt, at han var ikke-troende, og det må med rimelighed forventes, at ansøgeren afstår herfra ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet finder således, at den omstændighed, at ansøgeren er ateist, ikke i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/198/LINB
