Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er afghansk statsborger. Han er født i [byen A], Iran, og har aldrig været i Afghanistan. Ansøgerens forældre er fra Bamiyan-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at han vil blive udsat for overgreb, idet han aldrig har været i Afghanistan og derfor ikke vil kunne begå sig, og fordi han er hazara og shia-muslim. Videre frygter han de generelle forhold i Afghanistan. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans forældre forlod Afghanistan og flyttede til Iran, før han blev født. Ansøgeren er således født og opvokset i Iran og har aldrig været i Afghanistan. Ansøgeren ikke har nogen familiemedlemmer eller netværk tilbage i Afghanistan. Ansøgerens forældre forlod Afghanistan, fordi Taliban var ved at overtage magten, og fordi de var hazaraer og shia-muslimer, hvorfor de risikerede at blive udsat for overgreb fra Taliban. Ansøgeren har som yderligere asylmotiv henvist til, at han frygter at vende tilbage til Iran, idet hans stedfamilie i Iran vil slå ham ihjel, hvis han vender tilbage til Iran, og fordi de generelle forhold for afghanere i Iran er meget dårlige. Til støtte for dette asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han ikke havde nogen dokumenter i Iran, hvorfor han opholdt sig illegalt i landet. Ansøgerens stedfamilie i Iran har slået ansøgeren og hans søster, siden han var barn. For omkring to år siden blev han tilbageholdt af de iranske myndigheder. De løslod ham efter 15 dage, fordi hans mor bestak chefen for lejren i [byen B], hvor han var tilbageholdt. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens far flygtede fra Afghanistan til Iran, hvor ansøgeren er født. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at faderens flugt skyldtes den generelle frygt for Taliban. Flygtningenævnet lægger yderligere til grund, at baggrunden for, at ansøgeren flygtede fra Iran var, at afghanere generelt behandles dårligt af de iranske myndigheder, og at han ikke havde det godt i sin familie. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at der er tale om forhold, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder, at de generelle forhold i Afghanistan ikke – heller ikke for personer, der er etnisk hazara - er af en sådan karakter, at de i sig selv kan begrunde, at ansøgeren meddeles asyl. Det forhold, at ansøgeren kun har en farbror i Afghanistan, som han ikke længere har nogen kontakt til, kan ikke føre til en anden vurdering. Det bemærkes, at ansøgeren taler sproget i Afghanistan og er opvokset i en familie, der levede i overensstemmelse med afghansk kultur. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/196/SOL
