Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016.
Flygtningenævnets udtalte:
Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra [A] i Nangahar provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af ukendte personer, som han formoder tilhører Taliban, fordi de beskylder ham for at have afleveret deres sprængstoffer og en af deres mænd til myndighederne. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive fængslet eller slået ihjel af de afghanske myndigheder, fordi de vil beskylde ham for at samarbejde med Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har arbejdet med at transportere folks varer, med en trækvogn, over den pakistanske/afghanske grænse ved Nangahar over en periode af seks til syv år. Ansøgeren blev en dag i 2015 ved den pakistanske grænse opsøgt af to mænd, som bad ham om at transportere deres varer, bestående af en taske og nogle plastik poser, over grænsen ind til Afghanistan. De to mænd gik foran ansøgeren hen mod grænsen og han fulgte efter dem med den fyldte vogn. Da ansøgeren nåede frem til den afghanske grænsekontrol blev han stoppet af afghanske soldater, som kontrollerede indholdet af vognen. Da taskerne var blevet åbnet, så ansøgeren nogle ledninger i tasken. Soldaterne spurgte ansøgeren, hvem taskerne tilhørte. Ansøgeren pegede på de to mænd, der havde passeret kontrollen. Sammen med en civilklædt politimand gik de hen til mændene. Den ene af dem var løbet væk. Politimanden spurgte den anden mand, om det var ansøgeren, der transporterede hans varer, hvorefter manden svarede bekræftende. Manden fik efterfølgende håndjern på og ansøgeren blev fastholdt af politimanden. Han tog dem begge med tilbage til kontrolposten, hvor de derfra blev adskilt og kort væk i forskellige biler til to forskellige steder. Ansøgeren blev tilbageholdt af politiet, hvor de stillede spørgsmål til ansøgerens kendskab til indholdet af taskerne og hvorvidt han samarbejdede med mændene. Ansøgeren blev løsladt samme nat, efter politiet konkluderede, at han ikke havde samarbejdet med mændene. Ansøgeren tog ikke hjem til sin bopæl i Afghanistan, men hjem til sin morbror i Pakistan tæt ved grænsen. Den efterfølgende dag kom ansøgerens mor til morbrorens hus og fortalte, at ukendte personer var kommet den forgående aften, og at de havde spurgt efter ansøgeren ved navn. De tog ansøgerens far og en af hans yngre brødre med sig. Ansøgeren besluttede herefter at udrejse af Pakistan. Efter ansøgeren ankomst til Danmark, har han fået fortalt, at hans far og bror var tilbageholdt i omkring tre til fire måneder. Ansøgeren har desuden fået at vide, at hans familie er flyttet til Pakistan, og at de efterfølgende er blevet opsøgt af disse ukendte personer to til tre gange. På grund af dette, har ansøgerens familie flyttet bopæl to gange i Pakistan. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer at blive dræbt eller på anden måde efterstræbt af Taliban eller de afghanske myndigheder som følge af en episode ved grænsen mellem Pakistan og Afghanistan, hvor ansøgeren blev standset af de afghanske myndigheder. Nævnet vurderer således, at ansøgerens forklaring herom fremstår utroværdig og konstrueret til lejligheden, blandt andet fordi han har forklaret divergerende om flere centrale detaljer i forbindelse med asylmotivet. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvorvidt der var en eller to civilklædte politifolk, da den ene af de to mænd og ansøgeren blev tilbageholdt. Under samtalen [i foråret] 2017 forklarede han således, at der var en politimand til stede, mens han under nævnsmødet har forklaret, at der var to betjente til stede. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvornår han fik lussingen, idet han under nævnsmødet har forklaret, at han fik lussingen, idet tasken blev åbnet, og ledningerne blev synlige, mens han under oplysnings- og motivsamtalen [sommeren 2016] har forklaret, at han fik lussingen, mens han var tilbageholdt på politistationen. Flygtningenævnet har ved denne vurdering taget højde for, at ansøgeren har begrænset skolegang, men fundet, at dette ikke kan forklare de anførte divergenser. Ansøgeren har endvidere forklaret usammenhængende om, hvordan han blev bekendt med, at faderen og broderen var løsladt efter tilbageholdelsen hos Taliban. Til samtalen den [sommeren] 2016 forklarede han således, at hans far og bror blev løsladt i ramadan måned. Tidligere i samme samtale forklarede han, at hans morbror sagde, at faderen og broderen nu var løsladt, mens ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at han fik oplysningen om løsladelsen fra sin mor under en telefonsamtale i Ramadan måned 2016, og at de havde været tilbageholdt i ca. 4 måneder. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2018/184/IBK
