Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning fra [hjemby] i Maidan Wardak provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin fasters familie, der har tilknytning til Taleban, idet de beskylder ansøgeren for at have angivet en af fasterens sønner til politiet. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han deltog i et engelskkursus, hvilket ansøgerens fasters familie var imod, da dette ikke var i overensstemmelse med islam. Fasterens familie ville i stedet have, at ansøgeren skulle arbejde for dem, hvilket ansøgeren ikke ville, da fasterens familie begik ulovligheder og var tilknyttet Taleban. På et tidspunkt kom der nogle udlændinge samt personer fra politiet til ansøgerens skole. Idet ansøgeren kunne tale engelsk, talte ham med disse, hvilket alle tilstedeværende beboere fra landsbyen, herunder en af ansøgerens fasters sønner, overværede. Nogle få dage efter blev fasterens søn anholdt af politiet, og ansøgeren blev efterfølgende bekendt med, at fasterens familie mistænkte ansøgeren for at have angivet fætteren til politiet, samt at de havde til hensigt at få fat i ansøgeren med henblik på at hævne sig. Ansøgeren fortalte dette til sin far, der sørgede for, at ansøgeren blev kørt til Kabul, hvor han efter få dages ophold udrejste af Afghanistan. Under sit ophold i Kabul fik ansøgeren af sin mor oplyst, at fasterens familie havde henvendt sig på ansøgerens bopæl, hvor de havde taget ansøgerens far med, idet de ikke kunne finde ansøgeren. Uanset, at Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv fremstår bemærkelsesværdig, navnlig når henses til, at det må opfattes som uproportionalt, at ansøgerens fasters familie vil efterstræbe ham alene på baggrund af en uunderbygget mistanke, finder Flygtningenævnet ikke fuldt tilstrækkelige holdepunkter for at tilsidesætte ansøgerens forklaring. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til sin hjemegn vil risikere overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder dog, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif. Flygtningenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren under nævnsbehandlingen har fremstået moden og således som en person, der efter afgørelsen om ansøgerens alder må antages at være 19 år eller derover. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren er en arbejdsduelig ung mand med en ti-årig skolegang og efter det oplyste ikke har haft helbredsproblemer. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har haft nær kontakt med sin fars ven i Kabul, som har arrangeret ansøgerens udrejse. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren i forhold til Taleban må anses for uprofileret. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at det må anses for rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold i en af de nævnte provinser. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/18/tps.
