afgh2018179

Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning fra […], […] i Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af enten Taliban, kommandant [K] eller sin tidligere ansatte ved navn [A]s far. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han ejede en mobilforretning i Ghazni-provinsen, hvor [A] var ansat. Kommandant [K] besøgte ansøgerens forretning en dag med henblik på at få sin mobiltelefon repareret. I den forbindelse stjal ansøgeren, uden kommandantens samtykke, nogle videooptagelser fra hans telefon af piger, der dansede traditionel afghansk dans. Disse videooptagelser solgte ansøgeren videre til andre kunder. Efter et par måneder fik ansøgeren at vide af [A], at optagelserne var private, hvorefter ansøgeren slettede dem fra sin computer. Omkring 15-20 dage senere blev ansøgeren hentet af kommandant [K] og afhørt på politistationen. Efterfølgende blev ansøgeren løsladt, men kommandanten sagde, at han ikke var færdig med ham. Omkring to uger senere blev [A] skudt i ansøgerens forretning. Efter et møde mellem de ældre i byen og Taliban fik ansøgeren at vide, at Taleban havde dræbt [A] på baggrund af en henvendelse fra kommandant Amin, og at Taleban nu var efter ansøgeren. Ansøgeren fik også at vide, at [A]s far beskyldte ansøgeren for at være ansvarlig for [A]s død. Nogle få dage senere udrejste ansøgeren af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende, og idet væsentlige dele af ansøgerens forklaring ikke fremstår sandsynlig og fremstår konstruereret til lejligheden. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende omkring de videooptagelser fra kommandantens telefon, ansøgeren har delt. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at militærchefen [K] ikke var på videoen, men at det var fra en privat fest, hvor nogle piger dansede, og der var musik i baggrunden. Til asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at videoerne, som [K] havde på sin telefon var almindelig professionel dans, og at han ikke kunne se på videoen, om de var professionelle eller noget andet. Hvis ansøger vidste, at de var private optagelser, ville han ikke have downloadet dem. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at når der henses til ansøgerens egne udtalelser om risikoen ved at uddele videoer med privat indhold, forekommer det ikke sandsynligt, at han turde stjæle videoer fra en højtstående kommandants telefon og at videresælge optagelser herfra, når han vidste, at telefonen tilhørte en højtstående kommandant, og at det var krænkende for kommandantens ære at videregive deres private videooptagelser. Flygtningenævnet finder endvidere, at det svækker ansøgerens generelle troværdighed, at han har forklaret divergerende omkring, hvorvidt han vidste, at han skulle til Europa eller ej. For Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at det først var i Iran, at han fandt ud af, at han skulle rejse til Europa på grund af uroligheder i Iran. I asylskemaet har ansøgeren forklaret, at ansøgerens far sagde, at ansøgeren skulle forlade Afghanistan, at ansøgeren sagde, at det var umuligt, for hvis ansøgeren ville flygte, ville de være i fare, hvorefter hans far sagde, at hvis de fik skaffet penge nok, ville de også komme til Europa. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/179/MGO/SME