Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk usbeker og sunni muslim fra [en landsby], [et område], Faryab, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har forud for behandlingen i Flygtningenævnet som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin farbror, som har tætte kontakter til Taliban. Ansøgeren har videre forklaret, at hans far blev slået ihjel for mange år siden, og han var en velhavende mand. Da ansøgerens far døde, overtog farbroren uretmæssigt jorden efter ham. Ansøgeren frygter, at farbroren vil slå ham ihjel, fordi ansøgeren og hans brødre ønsker at få jorden igen efter deres afdøde far. Farbroren er en velhavende og magtfuld mand, som arbejder sammen med både Taliban og myndighederne i Afghanistan. Højtstående talibanere er kommet på bopælen regelmæssigt for at tale med farbroren. Ansøgeren var for tre-fire år siden tilbageholdt af Taliban, men farbroren fik ham løsladt efter ganske kort tid. Ansøgeren har under behandlingen i Flygtningenævnet som nyt asylmotiv henvist til, at han især frygter sin farbror, fordi hans bror under et skænderi om ejendomsretten til jorden dræbte farbrorens søn, der ligeledes var til stede under skænderiet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt afgørende vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om sit modsætningsforhold til sin farbror. Han har således først under nævnsbehandlingen fremhævet som sit afgørende asylmotiv, at han frygter blodhævn fra sin farbrors side, fordi ansøgerens bror har dræbt farbrorens søn. Ansøgerens forklaring om, at han ikke tidligere har nævnt dette af frygt for, hvad der kunne ske ham, kan ikke føre til en ændret vurdering. Nævnet har tillige lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende om farbrorens samarbejde med myndigheder og Taliban, idet ansøgeren oprindeligt har anført, at han ikke havde kendskab til sin farbrors samarbejde med myndighederne, hvorefter han under asylsamtalen oplyste, at han vidste, at farbroren havde et samarbejde med myndighederne, under gensamtalen oplyste han, at farbroren blandt andet havde forestået fangeudveksling mellem Taliban og myndighederne, og endelig oplyste han under nævnsbehandlingen, at han selv havde serveret the for Taliban i forbindelse med deres besøg. Nævnet finder herefter at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenen til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/178/JOV