Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborgersamt et barn fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra en ukendt by i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin tidligere ægtefælle eller af hans familie, fordi hun er blevet skilt fra sin tidligere ægtefælle, og fordi han har truet hende. Ansøgeren har videre henvist til, at hun frygter Taliban og de generelle forhold i Afghanistan, herunder for enlige kvinder. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hun er født i Afghanistan, men at hun udrejste til Iran med sin familie som 3-årig. Som 13- eller 14-årig blev ansøgeren gift med sin ægtefælle. I [sommeren] 2013 blev ansøgerens ægtefælle fængslet for tyveri, hvorfor han i [foråret] 2014 blev deporteret til Afghanistan. [I efteråret] 2014 blev ansøgeren skilt fra sin ægtefælle, idet han grundet fængslingen og deporteringen ikke længere kunne forsørge sin familie. I [slutningen af sommeren] 2015 fik ansøgeren oplysninger fra sin veninde om, at ansøgerens tidligere ægtefælle var kommet tilbage til Iran. I udgangen af [efteråret] 2015 opsøgte ansøgerens tidligere ægtefælle ansøgerens bopæl, hvor han udsatte ansøgeren for fysiske overgreb og truede med at slå hende ihjel. Ansøgerens datter forlod bopælen og hentede naboerne. Da ansøgerens daværende ægtefælle hørte, at naboerne var på vej, flygtede han fra bopælen. Tre dage senere udrejste ansøgeren og hendes datter af Iran. Ansøgeren har under Flygtningenævnets behandling endvidere som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil miste forældremyndigheden over sine børn, hvilket vil være en krænkelse af EMRK art. 3 og art. 8, stk. 1. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgeren i 2014 blev skilt fra sin ægtefælle, at han efter deportering til Afghanistan var kommet tilbage til Iran og i [efteråret] 2015 opsøgte hende på hendes bopæl, hvor han udsatte hende for fysiske overgreb og truede med at slå hende ihjel. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren for nogle måneder siden fra en veninde i Iran har hørt, at ansøgerens ægtefælle på ny er deporteret af Iran. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan er i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke foreligger oplysninger om, at ansøgerens ægtefælle, der ifølge ansøgeren er narkoman, efter ansøgerens flugt har opsøgt hendes familie i Iran. Nævnet bemærker videre, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgerens ægtefælle nu bor i Afghanistan. Nævnet bemærker endelig, at ansøgeren aldrig har mødt ægtefællens familie i Afghanistan. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hendes ægtefælle har evne eller vilje til at opsøge hende, hvor hun måtte vælge at bosætte sig i Afghanistan, i hvilken forbindelse nævnet bemærker, at ansøgeren efter sin forklaring ikke har nogen særlig tilknytning til det område i Afghanistan, hvor hun og ægtefællen stammer fra. Flygtningenævnet finder herefter endvidere, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil miste forældreretten til sine børn, hvorfor ansøgeren og hendes medfølgende barn ved en tilbagevenden til Afghanistan ikke vil blive udsat for en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettigheds-konvention. Flygtningenævnet finder endelig, at de generelle forhold i Afghanistan, herunder for enlige kvinder med børn, ikke er af en sådan karakter, at de i sig selv kan begrunde, at ansøgeren meddeles asyl. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/170/linb
