afgh2018163

Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte: 
”Ansøgeren er etnisk tajik fra […] Nimruz Provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af familien til en pige ved navn [S], som han havde et forhold til. Ansøgeren og [S] mødte hinanden på vej til skole, hvorefter de havde telefonisk kontakt. De mødtes også ved døråbningen til [S]s bopæl i et par minutter ad gangen. Ansøgeren spurgte [S]s forældre, om de måtte gifte sig, hvilket hendes forældre afviste. Ansøgerens forældre spurgte derudover [S]s forældre tre til fire gange, om ansøgeren og [S] måtte gifte sig med hinanden, hvilket de også afviste. [S]s brødre sagde til ansøgeren, at han ikke skulle opsøge deres søster. Det var meget svært for ansøgeren og [S] ikke at se hinanden, hvilket medførte, at [S] forsøgte at begå selvmord. [S] blev i den forbindelse indlagt på hospitalet. Herefter overfaldt [S]s far og bror ansøgeren på gaden sammen med fire til fem andre personer. Ansøgeren blev truet og sparket i hovedet, hvorefter han blev indlagt på hospitalet. Et stykke tid efter ansøgeren blev udskrevet fra hospitalet, besøgte han [S] på hendes bopæl, da hendes far ikke var hjemme. Da ansøgeren var på vej ud af huset, kom [S]s far hjem. Han hentede sit gevær og skød efter ansøgeren, der nåede at flygte. Ansøgeren udrejste af Afghanistan senere samme dag. Ansøgeren har som nyt asylmotiv gjort gældende, at han risikerer forfølgelse, idet han er konverteret til kristendommen. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har forklaret divergerende vedrørende centrale punkter, herunder om hvornår han så [S] første gang, hvornår han og hans forældre bad om [S]s hånd først gang, og hvornår episoden på [S]s bopæl, hvor der blev skudt efter ham, fandt sted. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans konversion – der er sket efter, at han i udlændingestyrelsen modtog afslag på ansøgningen om opholdstilladelse – er reel. Nævnet har herved tillige lagt vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed anses svækket. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/163/MKT