Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra […]-distriktet, Nangahar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban og andre personer fra sin landsby, som samarbejder med Taliban, fordi han er flygtet fra Taliban. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han har gået i madrassa (koranskole) i sin landsby fra han var 7-8 år og til sin udrejse af Afghanistan. En dag kom fem mænd fra Taliban til koranskolen. Talibanerne sagde til imamen, at de havde brug for unge drenge til at udføre hellig krig, og de pegede derefter på ansøgeren og flere andre drenge. Ansøgeren blev af talibanerne bedt om at oplyse sit eget navn, sin fars navn og sin adresse, hvilket han gjorde. Talibanerne truede med, at hvis ansøgeren eller de andre drenge ikke sluttede sig til Taliban, ville de brænde deres huse ned, slå deres familier ihjel og overtage deres jord. Talibanerne sagde også til ansøgeren, at han dagen efter skulle stå klar på sin bopæl, hvor de ville komme og hente ham. Da ansøgeren kom hjem fra koranskolen, fortalte han sin far, hvad der var sket, og efter samråd med den ældste i landsbyen besluttede ansøgerens far, at ansøgeren skulle forlade Afghanistan. Ansøgeren forlod sin landsby samme nat. Efter ansøgeren flygtede fra landsbyen, talte ansøgeren i telefon med sin far, der fortalte, at Taliban havde været ved familiens bopæl og spørge efter ham dagen efter hans flugt. Det samme oplyste faren, da ansøgeren talet med ham, efter at ansøgeren var kommet til Danmark. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, idet ansøgerens forklaring grundlæggende har været konsistent og har fremstået selvoplevet. På grundlag af ansøgerens forklaring finder Flygtningenævnet det således sandsynliggjort, at ansøgeren, der stammer fra et område i Nangahar-provinsen, der er under Talibans kontrol, af Taliban blev pålagt at udføre Jihad. Da ansøgeren fortalte dette til sin far, besluttede faren, efter at have søgt råd hos landsbyformanden, at ansøgeren straks samme aften skulle forlade landsbyen, og faren bragte ansøgeren til Jalalabad. Da ansøgeren den følgende dag talte i telefon med faren, havde Taliban været på bopælen for at hente ansøgeren, og ansøgerens flugt fra Afghanistan blev straks iværksat. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren, fordi han ikke har efterkommet Talibans pålæg, ved en tilbagevenden til sin hjemegn vil risikere at blive udsat for tortur eller umenneskelig behandling eller straf fra Talibans side. På den baggrund finder nævnet, at ansøgeren i forhold til sit hjemområde må anses som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han er profileret på en sådan måde, at han vil risikere overgreb fra Talibans side, såfremt ansøgeren ved tilbagevenden til Afghanistan tager ophold andetsteds end i hjemområdet. Nævnet finder derfor, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif som internt flugtalternativ. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse vægt på, at ansøgeren er en ung og arbejdsduelig mand uden helbredsmæssige problemer, og at det må anses for rimeligt og relevant at henvise ansøgeren til at tage ophold de nævnte steder, hvor levevilkårene vil være af en sådan karakter, at ansøgerens basale humanitære rettigheder ikke krænkes. Nævnet bemærker, at de generelle forhold, herunder den sikkerhedsmæssige situation i Afghanistan, ikke kan medføre et andet resultat. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan ikke vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Med denne begrundelse stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/160/MGO
