afgh2018158

Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter familien og svigerfamilien til [S], som han har haft et kæresteforhold til. Han har til støtte herfor oplyst, at han og [S] arbejdede på samme klinik og blev kærester. De sms’ede sammen og mødtes på ansøgerens kontor på klinikken. Efter et år fik ansøgeren at vide, at [S] skulle giftes med en anden mod hendes ønske. Forholdet mellem dem var herefter koldt i 4-5 måneder, hvorefter de genoptog kontakten til hinanden. Ca. 2-3 måneder herefter tilkaldte [S’s] far ansøgeren, og han frarådede ham at se [S]. Han sagde til ansøgeren, at han skulle forlade byen, før landsbyens beboere fik noget at vide, ellers måtte ansøgeren selv tage konsekvenserne, hvis der skete noget. [S’s] far sagde sådan, fordi ansøgeren var fra en anden etnisk gruppe og trosretning, og fordi [S] var forlovet. Ansøgeren modtog efterfølgende nogle sms’er med trusler om halshugning samt dårlig omtale af hans mor og søster fra ukendte personer. [S] holdt op med at arbejde på klinikken, og ansøgeren kunne derfor kun se hende, når hun ledsagede familiemedlemmer til klinikken. Efter 8-9 måneder holdt ansøgeren også op med at arbejde på klinikken, og ansøgeren tog fra landsbyen hjem til sine forældres bopæl i Mazar e-sharif. En dag kom [S’s] to brødre til ansøgerens bopæl sammen med tre andre mænd. De spurgte efter [S]. De ville vide, om [S] var hos ansøgeren, hvortil ansøgeren svarede, at han ikke vidste, hvor hun var. De begyndte alle fem at slå ansøgeren. Han blev slået i hovedet med en træstok eller en metalstang, men han så ikke genstanden. Ansøgeren kom herefter på hospitalet. De personer, som havde overfaldet ansøgeren, sagde til ansøgerens bror, at de ville slå ham og [S] ihjel, hvis [S] ikke kom hjem dagen efter. Ansøgeren tog derfor hen til sin søster i Baghlan i syv måneder. Han rejste tilbage til sin bopæl for at sige farvel til sin mor. Han rejste herefter væk fra Afghanistan af frygt for sit liv. Ansøgeren har også henvist til, at han frygter Taliban, fordi han er hazara. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har afgivet divergerende forklaringer om blandt andet hans og [S’s] kontakt, efter at hun var stoppet på arbejdet, og om, hvornår han selv stoppede på arbejdet. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren i forhold til asylskemaet har afgivet udbyggende forklaring om, at han og broren også er blevet udsat for trusler fra [S’s] familie. Flygtningenævnet finder endelig, at det er påfaldende, at ansøgeren fortsatte på arbejdet efter angiveligt at have modtaget trusler fra [S’s] far med besked om, at han skulle forlade stedet, ligesom nævnet finder det påfaldende, at ansøgeren blev i Afghanistan i ca. 7 måneder efter det angivelige overfald. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Herefter, og idet de generelle forhold i Afghanistan – herunder for hazara - heller ikke kan begrunde opholdstilladelse efter de nævnte bestemmelser, stadfæster Flygtningenævnet derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh 2018/158/smla