Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig afghansk statsborger. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra Lashkargah, Helmand, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet ansøgeren er truet af Taliban. Ansøgeren frygter derudover myndigheder, idet de anklager ham for at have stjålet en bærbar computer. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han arbejdede som IT-medarbejder hos det afghanske politi i 7 år. På en ukendt dag blev der kastet et brev i ansøgerens hus. Ansøgeren tog brevet meget alvorligt og frygtede for sit og sin families liv. Ansøgeren fortalte sin far om brevet. Faren sagde til ansøgeren, at han ikke skulle tale med politiet om brevet. Ansøgerens far talte med et råd i Helmand provinsen om brevet. Her blev det bekræftet, at brevet var fra Taliban. Ansøgeren, ansøgerens far og ansøgerens bror blev enige om, at ansøgeren skulle forlade landet. To dage senere tog ansøgeren bussen til Nimruz, hvor han opholdte sig hos sin ven, som introducerede ansøgeren for en menneskesmugler. Ansøgeren tog mod det pakistanske grænseområde og tog herefter videre mod Teheran. Ansøgeren opholdte sig i Teheran i 14-15 dage. Herefter blev ansøgeren tilbageholdt af det iranske politi og blev bedt om at vise ID. Ansøgeren bestak politifolkene, hvorefter de lod ham gå. Ansøgeren besluttede sig herefter at rejse videre mod Europa. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring ikke lægge til grund, at ansøgeren er efterstræbt af Taliban som følge af ansøgerens arbejde for det afghanske politi. Nævnet har herved lagt vægt på, at forklaringen på afgørende punkter fremstår usandsynlig, divergerende og usammenhængende og således forekommer konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder det således ikke sandsynliggjort, at ansøgeren skulle have modtaget to trusselsbreve om at ophøre med at arbejde for det afghanske politi i 2015, da ansøgeren havde arbejdet for politiet siden 2008, uden at ansøgeren omtalte truslerne for politiet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke i forbindelse med trusselsbrevene er blevet opsøgt eller på anden måde har været i kontakt med Taliban, lige som ansøgerens forældre har kunnet bo i en afstand af en til to kilometer fra ansøgerens bopæl efter ansøgerens udrejse uden at blive opsøgt af Taliban. Det kan ikke ændre ved denne vurdering, at ansøgeren under sin asylsag har fremlagt to dokumenter, der fremstår som trusselsbreve. Flygtningenævnet finder heller ikke grundlag for at udsætte sagen med henblik på at få foretaget en ægthedsvurdering af dokumentet fra det shia-muslimske råd. Det er endvidere utroværdigt, at ansøgeren skulle være efterstræbt af de afghanske myndigheder som følge af beskyldninger om tyveri af en computer på ansøgerens arbejdsplads hos politiet. Ansøgerens forældre skulle således først være blevet bekendt med beskyldningen om tyveriet næsten et år efter ansøgerens udrejse af Afghanistan, selvom tyveriet må være sket før ansøgerens udrejse, og selvom forældrene ifølge ansøgerens egen forklaring har boet i kort afstand af ansøgerens tidligere bopæl. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvorvidt forældrene har boet på ansøgerens bopæl efter ansøgerens udrejse, idet han under nævnsmødet har forklaret, at forældrene alene var tilbage på bopælen kortvarigt for at hente ting, mens han under samtalen [i vinteren] 2017 forklarede, at forældrene boede i huset. Det kan ikke ændre ved denne vurdering, at ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at tolken ikke i forbindelse med oversættelse af referatet af samtalen [i vinteren] 2017 nævnte, at forældrene boede i huset, idet dette flere gange fremgår tydeligt af referatet, og ansøgeren er endvidere blevet stillet uddybende spørgsmål herom. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”afgh 2018/156/FAM
