Nævnet meddelte i marts 2018 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk sadat og shia muslim fra [en landsby i] Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hans far eller farbrødre vil tvinge ham til at blive en del af Taleban eller slå ham ihjel, i tilfælde af at han ikke tilslutter sig Taleban. Ansøgeren har oplyst, at hans far og farbrødre, [H] og [S], er talebanere. [H] er den højeste inden for Taleban i ansøgerens hjemområde. Ansøgeren flyttede med sin mor og søskende til Kabul, da han var otte år. På vej til Kabul fortalte moren, at de flyttede, fordi landsbyens folk havde fundet ud af, at faren var talebaner. Da de boede i Kabul, kom faren på besøg en til to gange om ugen. Ansøgeren vidste, at faren var talebaner, fordi han ikke ville have, at hans børn gik i en almindelig skole, og fordi han forsøgte at overbevise ansøgeren og ansøgerens søskende om, at det var i orden at slå amerikanere og afghanske myndighedspersoner ihjel. Endvidere var faren også hård, når han var hjemme, hvor han slog børnene. Inden ansøgerens udrejse havde faren sagt til moren, at han var blevet enig med [H] om, at ansøgeren skulle gå i en Taleban-skole. Dette ville moren ikke have, hvorfor hun besluttede, at de skulle udrejse. Under rejsen til Iran fortalte moren om årsagen til udrejsen. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund, idet han for nævnet har fremstået som troværdig. Nævnet har herved også lagt vægt på ansøgerens unge alder og begrænsede skolegang i forhold hans forklaring. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens mor så sig nødsaget til at forlade Afghanistan med ansøgeren og dennes yngre søskende, fordi ansøgerens far gennem en årrække havde forlangt, at ansøgeren i lighed med sine fætre skulle deltage i jihad mod regeringen og de udenlandske styrker, og fordi faren krævede, at ansøgeren skulle starte i Taleban-skole. Moren tog ifølge ansøgeren beslutningen om at forlade landet på det pågældende tidspunkt, da hun indså, at faren også ville kræve det samme af ansøgerens lillebror, når han blev stor nok til at gå i Taleban-skole. Nævnet lægger endvidere til grund, at faren gennem hele ansøgerens opvækst har været voldelig over for ansøgeren og dennes mor, og at dette især er kommet til udtryk i forbindelse med farens krav om, at ansøgeren skulle tilslutte sig Taleban. Nævnet lægger på den baggrund sammenholdt med ansøgerens oplysninger om sine farbrødres arbejde for Taleban til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse fra sin fars og farbrødres side med henblik på at rekruttere ansøgeren som medlem af Taleban. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren, der er en ung og arbejdsduelig mand, med rimelighed kan henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan. Nævnets flertal lægger til grund, at ansøgerens egen far vedholdende har krævet, at han tilslutter sig Taleban, og at den ene af ansøgerens to farbrødre, der begge er medlemmer af Taleban, er en velhavende og magtfuld person med et netværk i forhold til både myndigheder og Taleban. Denne farbror må derfor have evne til at efterstræbe ansøgeren uden for sit hjemområde, og det må antages, at ansøgerens far har vilje til at udnytte dette, idet han anser ansøgerens vægring mod rekruttering for at kaste skam over farens familie. Det bemærkes endvidere, at ansøgeren i tilfælde af en tilbagevenden til et andet område i Afghanistan må forventes at stå uden netværk. Nævnets flertal finder herefter ikke, at det er rimeligt at henvise ansøgeren til at søge at opnå beskyttelse et andet sted i Afghanistan. Nævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2018/141/mme
