Nævnet meddelte i marts 2018 opholdstilladelse (K -status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan.. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra [en landsby i] Afghanistan. Han har mistet sin tro på religioner og har det sidste halvandet år ikke været praktiserende muslim. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter den afghanske stat, mullaherne fra lokalområdet og Taliban. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han, efter at have etableret et undervisningscenter i sin landsby sammen med sin storebror fik problemer med de lokale mullaher, der udstedte en fatwa mod ham og hans bror. De landsbyboere, der støttede ham og hans bror underrettede de lokale afghanske myndigheder om fatwaen, og ansøgeren og hans bror blev anholdt. Ansøgeren har videre oplyst, at straffen for at frafalde islam er henrettelse efter afghansk lovgivning. Ansøgeren har også oplyst, at der har været afholdt fem møder med distriktsmyndighederne, mullaherne og repræsentanter fra lokalbefolkningen om undervisningscentret, og at han var med til møderne til trods for, at hans bror ikke ønskede dette. Møderne fandt sted, fordi der var en pige, der forsvandt efter, at hun havde fortalt sine forældre, at hun ville tage i undervisningscentret. Forældrene beskyldte dem for at være ansvarlige for pigens forsvinden. Mullaherne råbte af ansøgeren og hans bror og krævede at undervisningscentret skulle lukkes, fordi det skabte afstand imellem befolkningen og religionen. Ansøgeren har samtidig forklaret, at hans bror blev slået ihjel som følge af fatwaen, og at han også selv frygter at blive dræbt. Endelig har ansøgeren oplyst, at mullaherne fra lokalområdet har informeret Taliban om, at han har frafaldet den muslimske tro. Taliban ønsker at etablere sharia, og de handler i overensstemmelse hermed, når de ved, at en person er frafalden. Ansøgeren frygter derfor ligeledes at blive slået ihjel af Taliban. Flygtningenævnets flertal lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flertallet lægger således til grund, at ansøgeren sammen med sin bror etablerede et undervisningscenter, og at mullaherne i lokalområdet endte med at udstede en fatwa mod ansøgeren og hans bror, idet mullaherne betragtede aktiviteterne på undervisningscentret som værende imod islam. Flygtningenævnets flertal lægger endvidere til grund, at ansøgerens bror som følge heraf blev dræbt af ukendte personer, og at ansøgeren måtte flygte. Flygtningenævnets flertal lægger endvidere til grund, at fatwaen er kommet til myndighedernes kendskab, men at ansøgeren reelt ikke har kunnet opnå beskyttelse hos myndighederne. Flygtningenævnets flertal finder efter omstændighederne ikke, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i for eksempel Kabul som internt flugtalternativ. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på, at det må antages, at ansøgeren som følge af fatwaen vil blive betragtet som frafalden fra islam, og at ansøgeren derfor heller ikke i for eksempel Kabul vil kunne opnå tilstrækkelig personlig sikkerhed. Flygtningenævnets flertal har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke har noget netværk blandt hazara-folk i Kabul, og at han som følge af, at der er udstedt en fatwa mod ham som frafalden og som følge af hans nuværende holdning til islam må antages at have vanskeligt ved at blive integreret blandt hazara-folk og få hjælp til at etablere sig. Flygtningenævnets flertal finder på denne baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2018/135/THV
