Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Afghanistan. Han er oprindeligt fra Mazar-e Sharif i Balkh-provinsen, men flyttede som seks-syvårig til Parwan-provinsen, hvor han boede med sin familie, indtil han flyttede alene tilbage til Mazar-e Sharif omkring seks år før sin udrejse. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af den magtfulde person, [B], og dennes sammensvorne, idet [B] har anklaget ansøgerens bror, [ansøgeren A], for at have voldtaget hans søn. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans bror, [ansøgeren A], deltog i en bryllupsfest. [ansøgeren A] blev i den forbindelse anklaget for at have voldtaget [B]’s søn, [C], samme med to af sine venner. [ansøgeren A] havde overværet voldtægten og skjulte sig for at undgå at blive stenet. Mens [ansøgeren A] skjulte sig, blev familiens bopæl opsøgt af nogle personer, herunder [B], der ledte efter [ansøgeren A]. I begyndelse af 2011 indrejste [ansøgeren A] i Danmark, hvor han i [sommeren] 2011 blev meddelt asyl. [ansøgeren A] betalte for sin udrejse af Afghanistan med penge, som familien havde fået ved at sælge familiens hus. Det var ansøgeren, der overbragte pengene til [ansøgeren A]. Nogle dage senere blev familiens bopæl opsøgt af [B] og dennes mænd. De kidnappede og indespærrede ansøgeren og fortalte ham, at de ville holde ham indespærret, indtil de havde fået fat på [ansøgeren A]. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren udsat for fysiske overgreb. Da ansøgeren havde været tilbageholdt i omkring fire måneder, lykkedes det ham at undslippe. I den efterfølgende tid prøvede ansøgeren at få kontakt til sin familie. I 2015 fik ansøgeren kontakt til sin morbror, [D], der satte ham i kontakt med ansøgerens familie, der opholdt sig i Danmark, hvor ansøgerens bror [ansøgeren A] i 2011 havde fået asyl, og hvor ansøgerens mor og yngre søskende opholdt sig på grundlag af familiesammenføring med [ansøgeren A]. Ansøgeren udrejste herefter af Afghanistan. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om den konflikt, der i 2011 opstod, da ansøgerens yngre bror, [ansøgeren A], der på det tidspunkt var 15 år, blev beskyldt for at have begået voldtægt i forbindelse med, at [ansøgeren A] deltog i et bryllup i Kabul, til grund. Deltagerne i brylluppet var blandet andet [B], der er beslægtet med ansøgeren på mødrene side, og det var [B]’s søn, der angiveligt blev voldtaget. På grundlag af ansøgerens forklaring finder nævnet det sandsynliggjort, at [B], da han ikke kunne finde frem til [ansøgeren A], der i umiddelbar forlængelse af episoden var hjulpet til at flygte ud af Afghanistan, pågreb ansøgeren og tilbageholdt ham i en periode med det formål, at kunne pågribe [ansøgeren A]. Nævnet finder, at ansøgeren har sandsynliggjort, at ansøgeren under tilbageholdelsen blev udsat for vold af forskellig karakter, og at det lykkedes ansøgeren at flygte, da han så sit snit til at slå vagten ned. Da nævnet i det væsentlige kan lægge denne del af ansøgerens forklaring til grund finder nævnet allerede af den grund ikke grundlag for at udsætte sagen på foretagelse af en torturundersøgelse eller imødekomme anmodningen om vidneførsel. Flygtningenævnet er opmærksom på, at FN’s Komité mod Tortur i sine ”General Comments” punkt 40-41 anbefaler, at sådanne undersøgelser iværksættes, uanset om den relevante myndighed finder det sandsynligt, at ansøgeren har været udsat for tortur eller ej. Det er imidlertid Flygtningenævnets praksis at tage stilling til behovet for sådanne undersøgelser på konkret grundlag og ikke ud fra en generel standard i overensstemmelse med udlændingelovens § 54, stk. 1, hvoraf det fremgår, at Flygtningenævnet drager omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner samt tilvejebringelse af andre bevismidler. Ansøgeren har forklaret, at hans morbror [D] også har måttet forlade Afghanistan på grund af den konflikt, der er opstået inden for klanen på grund af voldtægten af [B]’s søn. Det fremgår imidlertid af ansøgerens forklaring overfor Udlændingestyrelsen, at [D] har bopæl i Kabul, og ansøgeren har videre forklaret, at [D] blandt andet har opholdt sig i Kabul for at sætte sit hus i stand. [D] har endvidere i 2015 kunnet tage til Mazar-e-Sharif for at opsøge ansøgeren. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at [D]’s angivelige udrejse til Iran er begrundet i en konflikt med [B]. Det fremgår af ansøgerens forklaring, at han, efter at han i 2011 slap væk fra [B], tog til Mazar-e-Sharif, hvor ansøgeren herefter opholdt sig helt frem til [efteråret] 2015. Ansøgeren forsøgte i denne periode at komme i kontakt med familien og med sin morbror [D], der havde hjulpet i forbindelse med [ansøgeren A]s flugt. Det var imidlertid først i 2015, at ansøgeren blev kontaktet af morbroren, der herefter hjalp ansøgeren med at udrejse fra Afghanistan. Det fremgår af ansøgerens forklaring, at han i Mazar-e-Sharif fik arbejde på et støberi, og at han i de fire til fem år, hvor han opholdt sig i Mazar-e-Sharif, på intet tidspunkt blev opsøgt af [B]. Ansøgeren har som begrundelse for, at han først valgte at flygte i 2015 henvist til, at han ventede på at høre, hvor familien befandt sig. På denne baggrund finder Flygtningen ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han stadig er efterstræbt af [B], eller at ansøgeren på grund af mistanken mod [ansøgeren A] risikerer at blive genstand for hævn, såfremt han vender tilbage til Afghanistan. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Den omstændighed, at ansøgeren ikke måtte have et tazkera kan ikke medføre et andet resultat, og de generelle forhold i Afghanistan om end vanskelige ikke kan føre til, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”Afgh/2018/134/SOL
