Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk hazara og shia muslim fra [en landsby], Helmand, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt af en kommandant, der tidligere har dræbt ansøgerens far og bror. Ansøgeren har yderligere henvist til, at han frygter de generelle forhold i Afghanistan. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive dræbt på grund af sit etniske tilhørsforhold. Ansøgeren har videre oplyst, at hans far for fem til seks år siden arbejdede for en kommandant, [T], der dyrkede opium, og at denne kommandant skyldte ansøgerens far penge. På baggrund heraf dræbte ansøgerens far en af kommandantens sønner og udsatte kommandantens ægtefælle for seksuelt overgreb. Samme aften blev ansøgerens familie opsøgt af kommandanten, der tog ansøgeren og ansøgerens mor med til sin bopæl, hvor de var vidne til, at kommandanten dræbte ansøgerens far og bror. Mens kommandanten efterfølgende spiste aftensmad, befriede ansøgerens morbror ansøgeren og ansøgerens mor og tog dem med til Pakistan. Den 3. november 2015 blev ansøgeren opsøgt af en af kommandantens sønner i Pakistan, hvorefter ansøgeren udrejste af landet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet er således enige med Udlændingestyrelsen i, at forklaringen fremstår usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Udover det af Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [foråret] 2017 anførte, bemærker Flygtningenævnet, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren og dennes mor blev bragt til et hus af ansøgerens morbror, og at kommandanten efterfølgende var i stand til, at finde dem der. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgeren ved oplysnings- og motivsamtalen af [sommeren] 2016, blev spurgt hvordan morbroren uden videre kunne befri ham og hans mor. Ansøgeren blev da spurgt, om han var bundet, hvilket han besvarede benægtende. Ved afhøringen i Flygtningenævnet dags dato, har ansøgeren imidlertid oplyst, at han og hans mor var bundet på hænder og fødder. Flygtningenævnet bemærker, at det må antages, at ansøgeren utvivlsomt ville have kunnet huske, om han havde været bundet eller ej. Endvidere finder Flygtningenævnet det i særlig grad usandsynligt, at kommandantens søn fem år efter episode, som gav anledning til ansøgerens flugt til Pakistan, skulle kunne finde ansøgeren blandt adskillige hundrede tusinde flygtninge i Pakistan, og at ansøgeren uden videre skulle kunne genkende kommandantens søn. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/13/MME
