Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra […], Ghazni provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter de personer, som har bortført hans far. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans far arbejdede som læge i Ghazni-provinsen. Ansøgeren ved ikke nærmere noget om, hvilket hospital hans far arbejdede på, eller hvor hospitalet præcis lå. Ansøgerens storebror arbejdede på samme hospital som faren. En dag ringede ansøgerens mor til ansøgerens storebror. Både faren og storebroren var på arbejde på hospitalet. Storebroren oplyste ikke noget om, hvad der var sket med ansøgerens far. Efter et stykke tid ringede ansøgerens mor igen til ansøgerens storebror og fik fortalt, at ansøgerens far var blevet taget af Taliban. Storebroren ringede igen et stykke tid efter og sagde, at han havde modtaget et brev, hvor der stod, at de var efter hele familien. Brevet var måske fra Taliban. Efter et stykke tid kom storebroren hjem. Han talte med ansøgerens mor, og de besluttede sig for at udrejse. Storebroren solgte familiens bil og motorcykel. Ansøgeren udrejse af Afghanistan med sin mor og søskende. De blev væk fra hinanden på grænsen mellem Iran og Tyrkiet. Ansøgeren har ikke efterfølgende haft kontakt til sin mor og søskende, og han ved heller ikke, hvor de er. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren efter sin fremtræden for nævnet har den tilstrækkelige modenhed til at gennemgå en asylbehandling og i den forbindelse svare relevant på de spørgsmål, der stilles til baggrunden for hans ansøgning. Flygtningenævnet lægger i det væsentlige ansøgerens forklaring om baggrunden for sin udrejse af Afghanistan til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at der består en sådan konkret og individuel konflikt af en sådan intensitet, at ansøgeren har sandsynliggjort et behov for international beskyttelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren alene har kunnet redegøre overordnet for karakteren af familiens konflikt med personer angiveligt fra Taliban. Der er desuden ikke grundlag for at antage, at ansøgeren skulle være personligt efterstræbt af de pågældende. I den forbindelse har nævnet navnlig lagt vægt på, at ansøgeren aldrig er blevet opsøgt eller kontaktet af de pågældende, ligesom der ikke foreligger en rimelig begrundelse for, hvorfor de pågældende skulle være interesseret i netop ansøgeren. Selv når der tages hensyn til ansøgerens unge alder ved såvel udrejsen af Afghanistan som ved myndighedsbehandlingen i Danmark, herunder i forbindelse med sagens behandling i nævnet, har ansøgeren således ikke sandsynliggjort, at han har behov for international beskyttelse som nævnt i udlændingelovens § 7. Der er efter de foreliggende baggrundsoplysninger om de generelle forhold i Afghanistan, herunder den sikkerhedsmæssige situation i landet, heller ikke grundlag for at fastslå, at der foreligger en sådan særlig alvorlig situation præget af vilkårlig voldsudøvelse og overgreb på civile, at der som påberåbt er grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Der kan i den forbindelse endvidere og fortsat henvises til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 5. juli 2016 i sagen A.M. mod Nederlandene og dom af 12. januar 2016 i sagen H. og B. mod Det Forenede Kongerige. De baggrundsoplysninger, herunder navnlig Landinfos temarapport ”Afghanistan: Sikkerhetssituajonen i den sørøstlige regionen”, den 27. november 2017, som der er henvist til over for nævnet, kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/127/HHU
