Nævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra landsbyen […], Maidan Wardak provinsen, […] distriktet, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter [A], idet [A] giver ansøgeren skylden for, at hans søn er død. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i 2014 blev stoppet af Taliban, mens han kørte taxa. Ansøgeren kørte med tre passagerer. Ansøgeren blev slået bevidstløs af Taliban, da han forsøgte at flygte ud af bilen. Ansøgeren vågnede på et hospital, hvor han blev opsøgt af [A]. [A] var overhoved for byrådet i Maidan Wardak provinsen. En af passagerne i bilen, var [As] søn. Omkring 15 dage efter den første opsøgning blev ansøgeren på ny opsøgt på hospitalet af [A], der mistænkte ansøgeren for at have angivet hans søn til Taliban. Efterfølgende blev liget af [As] søn fundet. Ansøgeren deltog i begravelsen. [As] anden søn, [B], sagde til ansøgeren, at han var skyld i hans brors død, og at ansøgeren ikke ville slippe godt fra det. Ansøgerens svigerfar forsøgte efterfølgende at løse situationen med [A], men det var forgæves. Nogle måneder efter sprang en granat på ansøgerens bopæl. Den var plantet af [As] familie. Ansøgeren overnattede herefter hos sin svigerfar i nogle dage. Svigerfaren forsøgte endnu engang at løse situationen. Forsøget var igen forgæves. Svigerfaren rådede ansøgeren til at tage til Kabul, hvilket ansøgeren gjorde. Han opholdt sig i Kabul i seks måneder, hvor han ligeledes arbejdede. Ansøgeren hørte, at [As] familie havde spurgt efter ham i Kabul. Han tog derfor til Herat. Efter tre måneders ophold i Herat hørte ansøgeren, at [B] var kommet til Herat. Ansøgeren udrejste derefter af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Nævnet har lagt vægt på, ansøgerens forklaring om de forhold, der danner grundlag for ansøgningen ikke fremstår overbevisende. Ved denne vurdering er det blandt andet indgået, at ansøgeren ikke har givet en plausibel forklaring på, hvorfor ansøgeren skulle have skyld i kidnapningen af [As] søn. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret divergerende om flere forhold af betydning for belysning af asylmotivet. Det drejer sig blandt andet og navnlig om episoden, hvor han så [A] anden gang. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren således forklaret, at han så [A] anden gang, da han sammen med sin svigerfar opsøgte [A] for at vise støtte i forbindelse med kidnapningen, mens han til asylsamtalen har forklaret, at han så [A] anden gang, da [A] opsøgte ham på hospitalet. I nævnet har ansøgeren forklaret, at han mødte [A] anden gang ved sønnens begravelse. Det er en så væsentlig divergens, at denne ikke kan forklares med de påberåbte tolkeproblemer og den omstændighed, at ansøgeren er analfabet. Hertil kommer, at det i øvrigt alene beror på ansøgerens egen formodning, at det var [As] familie, der placerede en granat på ansøgerens bopæl flere måneder efter, at ansøgerens svigerfar forsøgte at mægle i konflikten. Det beror desuden efter ansøgerens forklaring i nævnet udelukkende på ansøgerens og dennes svogers formodning, at [B] var i Herat for at lede efter ansøgeren. Oplysningerne fra ansøgerens lægejournaler, herunder om fund af granatsplint i foden, kan heroverfor ikke føre til en anden vurdering af sagen. De generelle forhold i Afghanistan, herunder den sikkerhedsmæssige situation i landet, kan ikke føre til, at ansøgeren får opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, jf. herved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 5. juli 2016 i sagen A.M. mod Nederlandene og dom af 12. januar 2016 i sagen H. og B. mod Det Forenede Kongerige. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/125/HHU
