Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadsjiker og sunni-muslim fra [byen A], Balkh-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive kidnappet af Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans far, som var læge på det lokale hospital, omkring [sommeren 2015] blev kontaktet af mullahen fra madras skolen [B]. Mullahen krævede, at ansøgerens far skulle samarbejde med Taliban, i form af at yde lægehjælp til de sårede talebanere i Albourz bjergene. Ansøgerens far modtog desuden trusselsbreve, hvori Taliban truede med at slå hele ansøgerens familie ihjel, såfremt ansøgerens far ikke samarbejdede med dem. [I sommeren 2015] blev ansøgeren kidnappet af Taliban, idet hans far havde nægtet at samarbejde med dem. Kidnapningen fandt sted, mens ansøgeren kørte i bil gennem et øde område, der hed [område C], som lå to til tre kilometer fra centrum af [byen A]. Han blev standset af en bil med tre bevæbnede mænd. Mændene slog ansøgeren på skulderen, håndleddet og benet. De tvang ham ud af bilens forsæde og om på bagsædet, hvor de satte en klud for hans ansigt, hvorefter ansøgeren besvimede. Da ansøgeren kom til bevidsthed, befandt han sig på [byen A`s] hospitalet. Den samme nat blev ansøgeren hentet af sin far på hospitalet og kørt hjem og derefter kørt til Kabul, hvorfra han halvanden måned senere udrejste af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ligesom Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring til grund og henviser blandt andet til, at forklaringen fremstår konsistent og sammenhængende. Det lægges derfor til grund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han forinden sin udrejse har været kidnappet og tilbageholdt af Taliban, fordi ansøgerens far som læge havde nægtet at samarbejde med Taliban. Flygtningenævnet finder endvidere, at det er sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjembyen fortsat vil være efterstræbt af Taliban, selvom tilbageholdelsen er anmeldt til myndighederne. Efter konfliktens karakter og intensitet ses konflikten at være omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Der ses ikke at være grundlag for at anse konflikten for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren kan henvises til at tage ophold i et andet område i Afghanistan end i hjemområdet. Det følger af UNHCR`s Handbook pkt. 91 og UNHCR Guidelines on International Protection nr. 4, afsnit II, litra c), at det skal kunne godtgøres, at det efter en samlet vurdering af situationen, herunder ansøgerens personlige forhold, kan anses for rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold et andet sted i hjemlandet. Ved denne vurdering lægger Flygtningenævnet afgørende vægt på, at ansøgeren er en enlig og arbejdsduelig ung mand, og at han er veluddannet. Ansøgeren er i øvrigt sund og rask, idet det oplyste om ansøgerens vejrtrækningsproblemer ikke kan føre til en ændret vurdering. Det er Flygtningenævnets samlede vurdering, at ansøgeren med rimelighed kan henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan, for eksempel i Kabul, hvor han har venner og bekendte, idet ansøgerens ophold der vil kunne være uden risiko for, at han vil blive efterstræbt af Taliban. Nævnet lægger herved vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, blandt andet Landinfos temanotat, ”Afghanistan: Sikkerhetsrelaterte forhold”, af 8. april 2015, hvorefter de fleste lokale konflikter med Taliban forbliver lokale. Der henvises endvidere til, at de generelle forhold i Afghanistan, herunder den generelle sikkerhedsmæssige situation, ikke i sig selv kan føre til, at enhver person, der returneres til Afghanistan, vil blive udsat for reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet finder heller ikke, at henvisningen til et internt flugtalternativ vil stride imod CAT artikel 3 og CCPR artikel 7, der er påberåbt af ansøgeren. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.”afgh/2018/115/AZU
