Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Taliban eller de afghanske myndigheder, idet han har arbejdet for amerikanerne. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter sin fætter, idet ansøgeren har fået fortalt, at denne har truet med at slå ansøgeren ihjel, da han betragter ansøgeren som vantro, idet han er rejst til Europa og har sin mor i Canada. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han arbejdede i militæret fra 2003 til 2007, hvorefter han sagde op. Ansøgeren blev ansat som menig soldat og havde opnået rang af sergent, da han stoppede. Herefter arbejde ansøgeren med at sælge biler i to år, hvorefter han igen blev ansat i militæret, hvor han arbejde fuld tid frem til slutningen af 2014. Fra slutningen af 2014 og frem til sin udrejse i 2015 arbejdede han på deltid i militæret. I slutningen af 2014, mens ansøgeren var på deltid i det afghanske militær, blev ansøgeren gennem en ven, [A], tilbudt at udføre hemmelige opgaver for amerikanerne, nærmere bestemt fotografere udvalgte steder. Ansøgeren deltog i træning og tre opgaver for amerikanerne. En dag skulle ansøgeren deltage i et førstehjælpskursus ved amerikanerne i [by]. I en pause, hvor ansøgeren gik udenfor, blev han opdaget af sin kommandochef fra det afghanske militær. Da ansøgeren efterfølgende mødte på arbejde i det afghanske militær, blev han indkaldt af sin chef, som ville vide, hvad ansøgeren havde lavet i [byen]. Ansøgeren blev beskyldt for at have spioneret for amerikanerne. Han sagde til ansøgeren, at han fik 24 timer til at tænke sig om. Såfremt han da ikke fortalte sandheden, ville han blive tilbageholdt. Da ansøgeren kom tilbage til sit værelse, kunne han se, at det var blevet ransaget. En efterfølgende dag blev der ringet på dørklokken ved ansøgerens bopæl. Ansøgeren vækkede sin bror, der sov på første salen, og ud af vinduet kunne de se, at det var Taliban, der var ved at trænge ind i huset. Ansøgeren og hans bror flygtede op på taget, hvor ansøgerens bror blev skudt og dræbt. Ansøgeren formåede at flygte og få et lift til Kabul, hvor han tog ophold hos sin morbror i otte-ni dage. Ansøgeren blev genforenet med sin ægtefælle og børn i Kabul. Ægtefællen fortalte ansøgeren, at Taliban havde truet med at slå familien ihjel. Ansøgeren udrejste herefter af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den forekommer utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet kan i lighed med Udlændingestyrelsen lægge til grund, at ansøgeren var ansat i det afghanske militær men ikke, at han tillige arbejdede for amerikanerne. Nævnet finder, at ansøgerens forklaring om sin kontakt til og opgaver for amerikanerne, herunder at han ikke vidste, hvem de pågældende amerikanere var, hvad formålet med opgaverne var og ikke kan huske, hvornår han nærmere udførte dem, forekommer mindre troværdig. Det forhold, at ansøgeren oplyser at være analfabet og ikke har styr på datoer og måneder kan ikke føre til en anden vurdering, hvorved bemærkes, at ansøgeren, der havde rang af konstabel i hæren, efter sin forklaring havde ansvaret for ni underordnede, som han skulle træne og rapportere om, og at han tog adskillige kursusbeviser under sin ansættelse i hæren. Det forekommer endvidere usandsynligt, at ansøgeren oplevede problemer med sin chef i militæret som følge af sit angivelige arbejde for amerikanerne. Nævnet finder således ikke, at ansøgerens forklaring om, at han løj for sin chef, da denne spurgte, hvad han lavede for amerikanerne, at chefen herefter skulle have givet ham 24 timer til at komme med en forklaring, og at han i modsat fald ville blive anholdt, forekommer troværdig. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at arbejdet for amerikanerne var hemmeligt henset til, at ansøgeren var ansat i den afghanske hær. Det beror hertil på ansøgerens formodning, at hans chef ikke skulle kunne lide amerikanere eller skulle samarbejde med Taliban, og nævnet bemærker hertil, at det efter ansøgerens forklaring var samme chef, der sendte ansøgeren ud på opgaven med at ringe og fortælle om Talibans bevægelser i ansøgerens hjemområde, og som resulterede i et angreb på Taliban med tab til følge. Nævnet finder heller ikke, at det forekommer troværdigt, at amerikanerne skulle betale ansøgeren 400 US Dollars om måneden i tre år, henset til at ansøgeren efter sin forklaring alene udførte tre relativt simple og kortvarige opgaver for dem i denne periode. For så vidt angår ansøgerens angivelige konflikt med Taliban finder nævnet, at ansøgeren ikke på en troværdig måde har sandsynliggjort, at det skyldes hans forhold, at Taliban angiveligt opsøgte hans bopæl samme dag, som han havde forladt militæret. Nævnet har herved lagt vægt på, at det beror på ansøgerens egen formodning, at Taliban opsøgte bopælen på grund af ham og ikke på grund af hans bror, der efter det oplyste var politimand og også boede i huset, og at det var broren, der blev skudt. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring ikke tidligere havde oplevet problemer med Taliban, men tværtimod tog hjem hver torsdag på trods af, at Taliban efter hans forklaring havde oplysninger om ham, og at Taliban havde magten i det område. Nævnet finder endelig, at ansøgerens frygt for lokalbefolkningen og hans fætter som følge af hans udrejse til Europa, og at hans mor bor i Canada, ikke kan begrunde opholdstilladelse henset til, at der ikke er tale om konkrete, aktuelle konflikter, men at der alene er tale om ansøgerens egen formodning. Nævnet tilsidesætter således ansøgerens forklaring om, at han har en konflikt med regeringen, Taliban og andre som utroværdig. Flygtningenævnet finder således sammenfattende ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller risikerer at blive udsat [for] overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at situationen i Afghanistan er præget af en sådan generaliseret vold, at det vil være i strid med den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3 at henvise ansøgeren til at rejse tilbage til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/110/MJM
