Nævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Qatarkhak, Parwan, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Taliban-kommandanten [MG] soldater. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i perioden fra sommeren 2008 til den [vindterwn] 2015 arbejdede for firmaet FCEC Company, der havde en kontrakt med den amerikanske hær, og at han som led i denne beskæftigelse arbejdede forskellige steder i Afghanistan. Ansøgeren arbejdede typisk to til seks måneder af gangen, i hvilken periode han boede på den amerikanske base. Ansøgerens fætter arbejdede for samme firma, og ansøgerens bror arbejdede for de amerikanske myndigheder i Shindan Lufthavn. [I vinteren] 2015, mens ansøgeren arbejdede i Bagram-provinsen, blev han ringet op af sin far, der sagde, at ansøgeren og hans bror skulle komme til Kabul, hvor faren ville fortælle, hvad der var sket. [I vinteren] 2015 rejste han hjem til sin morbror i Kabul, hvor han fik at vide, at [MG] folk havde opsøgt deres bopæl to gange for at få fat i ham og hans bror. Første gang [i vinteren] 2015, hvor tre til fire bevæbnede personer havde spurgt efter ham og hans bror, ligesom de ransagede bopælen. Hans far havde ved den lejlighed fortalt de pågældende, at hans sønner befandt sig i Kabul. {I vinteren] 2015 var [MG] folk kommet tilbage til ansøgerens forældres bopæl for at tale med ansøgeren og hans bror. Ansøgerens far havde fortalt, at ansøgeren stadig ikke var hos dem. De havde derfor taget faren med til deres hus, hvor de efter have udspurgt ham om ansøgerens aktiviteter i Kabul, og de havde ved den lejlighed udsat faren for fysiske overgreb og trusler. Ansøgerens far havde herpå indrømmet, at begge hans sønner arbejdede for amerikanerne og havde oplyst, at han ikke havde deres telefonnumre. Dagen efter skulle han sendes hjem til sin bopæl sammen med [MG] folk, der skulle overvære, at han ringede til ansøgeren og broren. Det lykkedes dog ham at tage hjem alene under påskud af, at han skulle bruge tid til at skaffe telefonnumrene. Han lovede i den forbindelse, at han ikke ville flygte, idet han havde al sin jord i landsbyen. Samme dag rejste ansøgerens forældre til Kabul. [I vinteren] 2015 mødtes ansøgeren og hans bror med familien i Kabul. De blev enige om at bosætte sig i Kabul, og at ansøgeren og hans bror skulle stoppe deres arbejde for amerikanerne. [I vinteren] 2015 tog ansøgerens bror til amerikanernes hovedkontor i Pool Sorkh for at hente sin løn og sige op. Broren kom imidlertid ikke hjem, og familien har ikke set ham siden. [I vinteren] udrejste ansøgeren sammen med sine forældre og sin ægtefælle af Afghanistan. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens forklaring om asylmotivet alene består af andenhåndsfortællinger om episoder, der har fundet sted inden for en kort tidsmæssig periode. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om asylmotivet fremstår usammenhængende og usandsynligt. Flygtningenævnet finder det usammenhængende og usandsynligt, at Taliban i første omgang skulle fatte interesse for ansøgeren og hans bror, der angiveligt alene arbejdede som håndværkere på forskellige amerikanske baser, hvilket arbejde ingen udover den nærmeste familie ifølge ansøgeren kendte til og dernæst, at Taliban skulle klippe fingeren af ansøgerens far for at få ham til at ringe efter sine sønner for straks efter at løslade faren med en frist på en uge til at skaffe sønnernes telefonnummer. Endelig forekommer det usammenhængende og usandsynligt, at faren ikke advarede sønnerne, da han efter løsladelsen fra Taliban ringede til dem og bad dem komme til Kabul, fordi han ville tale med dem. Ansøgeren har i øvrigt under nævnsmødet forklaret divergerende om, hvem der hentede hans far og udbyggende om [MJ], Talibans besøg i moskeen med hans far og om betaling af løsepenge til Taliban. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2018/100/TBP
