Nævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra [landsby], provinsen Logar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans far blev opsøgt af Taliban omkring en måned før ansøgeren udrejste af Afghanistan. Taliban sagde til ansøgerens far, at de ville uddanne ansøgeren og hans to yngre brødre, [A] og [B], i at udøve jihad og i at bekæmpe udenlandske styrker i Afghanistan. Nogle dage efter blev ansøgerens familie opsøgt af Taliban på deres bopæl. Ansøgerens far var ude at arbejde, så ansøgeren åbnede døren. Personerne fra Taliban holdt noget for ansøgeren og ansøgerens to brødres næse og mund, som gjorde dem bevidstløse. Dagen efter vågnede de op i en træningslejr hos Taliban. De fik at vide, at de skulle trænes i at bekæmpe NATO-styrker med våben og bombeveste, og at de derved ville komme i paradis. Efter 10-12 dage i lejren besluttede ansøgeren, at de skulle forsøge at flygte. En aften lykkedes det dem at flygte. De gik, til de kom til et hus, hvor de bankede på og bad om hjælp fra en mand. Næste morgen kørte han dem hjem til deres landsby, hvor de blev genforenet med deres familie. Efter nogle dage på bopælen blev de igen opsøgt af Taliban. De forsøgte at tage ansøgeren og hans brødre med sig. Ansøgerens far prøvede at forhindre dette og blev slået ihjel af skud. Ansøgerens mor blev ramt i benet. Postyret gjorde, at naboerne kom til, og Taliban flygtede fra stedet. Ansøgerens mor blev kørt på hospitalet, og ansøgeren og hans brødre tog ophold hos deres morbror. Ansøgerens morbror kunne ikke sørge for ansøgeren og hans brødres sikkerhed, så han arrangerede, at en person kunne hjælpe dem ud af landet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring forekommer usandsynlig, divergerende - også i forhold til ansøgerens brødre, der også har søgt asyl i Danmark - og ikke selvoplevet. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgerens og hans brødres forklaringer under nævnsmødet bærer præg af at være indstuderede med brug af samme ord og vendinger. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren og hans brødre har forklaret divergerende om opsøgningen på bopælen, idet ansøgeren til asylsamtalen forklarede, at der begge gange kom tre personer, hvis ansigter var tildækkede, så han ikke kunne se, om der var tale om de samme personer. Ansøgerens bror, [A], har derimod til sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at faren åbnede døren, anden gang mændene kom, og at det var de samme mænd, som denne gang var bevæbnede. Til asylsamtalen forklarede han imidlertid, at man ikke kunne se mændene, idet de var maskerede. Foreholdt denne divergens forklarede broren, at man kunne se ud fra masken, at det var de samme. Vedrørende tilbageholdelsen på træningsbasen har ansøgeren til sin oplysnings- og motivsamtale og asylsamtale forklaret, at ansøgeren og hans brødre ikke havde tilladelse til at gå ud fra huset, at der var meget stor sikkerhed på basen, at der var en person med, når de skulle på toilettet, som ventede, til man var færdig, og at han var sammen med sine brødre hele tiden. Ansøgerens bror, [B], forklarede det samme til sin asylsamtale, mens ansøgerens bror, [A], til sin asylsamtale forklarede, at han og hans brødre frit kunne bevæge sig rundt inde i huset, som var meget stort, og at man ikke skulle spørge om lov til at gå på toilettet, fordi toilettet var inde i huset. Der var ikke en vagt med, når han skulle på toilettet. Flygtningenævnet finder det hertil usandsynligt, at ansøgeren og hans brødre – henset til, at de angiveligt var blevet kidnappet, og til ansøgerens forklaring om den store sikkerhed på basen – skulle kunne flygte uden at støde på vagter og gå ud af en ulåst hoveddør. Nævnet bemærker videre, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren til asylsamtalen ikke i første omgang kunne svare på, i hvilket rum talibanerne befandt sig, da de flygtede, ligesom ansøgeren først til asylsamtalen var kommet i tanker om navnene på nogle af dem, der underviste brødrene på basen. Nævnet bemærker hertil, at det svækker ansøgerens troværdighed, at ansøgerens bror, [B], til sin asylsamtale ligeledes var kommet i tanke om de samme navne efter at have talt med sine brødre. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren efter flugten skulle tage ophold på sin bopæl, hvorfra han og hans brødre angiveligt var blevet kidnappet, henset til den risiko, der var forbundet hermed. Ansøgerens forklaring om, at hans far elskede dem så meget, at han ikke ville fjerne dem fra sig, forekommer ikke overbevisende. Nævnet finder hertil, at det forekommer utroværdigt, at talibanerne ved den angivelige anden opsøgning af bopælen skulle have taget flugten uden at medtage ansøgeren og hans brødre, alene, fordi ansøgeren og hans brødre og mor råbte op, og naboerne kom til stede. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at de foreliggende baggrundsoplysninger ikke giver grundlag for at antage, at Taliban skulle foretage en tvangsrekruttering i form af kidnapning af ansøgeren og hans to brødre. Der henvises blandt andet til ”Country of Origin Report on Afghanistan” fra det hollandske udenrigsministerium fra november 2016, hvoraf det fremgår, at tvangsrekruttering til Taliban er usædvanlig, og at folk sjældent rekrutteres af fremmede, samt til Landinfos temanotat: ”Afghanistan: Rekruttering til Taliban” af 29. juni 2017, hvoraf fremgår, at tvangsrekruttering kun sker undtagelsesvis, og at personer, der vægrer sig mod at lade sig mobilisere, ikke udsættes for trusler om rettighedskrænkende reaktioner. Det fremgår videre, at Taliban ikke har haft behov for brug af tvang i forbindelse med sin ekspansion, og at individuel mobiliseringspraksis baseret på tvang er i strid med centrale værdier knyttet til familie, ligesom det er i strid med afghansk kultur at tage et barn væk fra en familie, når det er i strid med familiens ønske. Flygtningenævnet finder således sammenfattende, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i en reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2018/10/CHA
