Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim fra landsbyen […], Kapisa-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at Taliban var til stede i den landsby, ansøgeren boede, og at Taliban henvendte sig til ham i alt tre gange. Ved den første henvendelse var ansøgeren på vej hjem fra basaren med varer. Syv til otte talebanere tog ansøgeren i hånden og tog ham med til et hus beliggende omkring 20 minutter fra ansøgerens bopæl. Ansøgeren var tilbageholdt af talebanerne omkring halvanden time, hvor de gav ham lussinger og tog varerne. De sagde endvidere, at ansøgeren skulle flytte fra området, fordi han var tadjik. Ansøgeren blev herefter løsladt. Under tilbageholdelsen fik ansøgeren den opfattelse, at de ville bruge ham som selvmordsbomber, hvis han ikke rejste fra landsbyen. Ved den anden henvendelse, der fandt sted otte til ni dage senere, blev ansøgeren udsat for overfald af omkring tre personer fra Taliban. Der skete ikke andet ved den henvendelse. Den tredje henvendelse fandt sted på ansøgerens bopæl, hvortil personer fra Taliban kom og sagde til ansøgeren og hans mor, at de skulle flytte fra området. Ansøgeren fik en lussing, og talebanerne forlod herefter bopælen. Omkring tre måneder senere flyttede ansøgeren til Iran, hvor han arbejdede i et år og tre måneder, hvorefter han rejste tilbage til Afghanistan. Efter en periode i Afghanistan udrejste ansøgeren på ny. Ansøgeren har efter sin udrejse haft kontakt til sin familie gennem sin kammerat indtil to måneder og to dage forud for samtalen [i] december 2016. Han har ikke længere kontakt, fordi han har mistet kammeratens telefonnummer. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund om, at han tre gange kortvarig er blevet tilbageholdt af Taliban, og at han er blevet slået. Flygtningenævnet kan dog på grund af oplysningernes sene fremkomst ikke lægge ansøgerens udbyggende forklaring til grund om, at Taliban havde talt om at bruge ham som selvmordsbomber. Flygtningenævnet finder ikke, at de pågældende tilbageholdelser i sig selv er asylbegrundende, ligesom de ikke kan begrunde en antagelse om, at ansøgeren konkret og individuelt vil være i Talibans søgelys ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet lægger herved også vægt på, at tilbageholdelserne ligger forud for ansøgerens ophold i Iran, og at hverken hans mor eller yngre brødre på 11 og omkring 13 år har været opsøgt, hverken i den mellemliggende periode eller i den periode, ansøgeren har haft kontakt med dem efter sin seneste udrejse. Endvidere fremgår det af ansøgerens forklaring, at han heller ikke selv blev opsøgt fra det tidspunkt, han returnerede fra Iran, og til han på ny udrejste af Afghanistan. De generelle forhold i Afghanistan, herunder for etniske tadjikker i ansøgerens hjemområde er ikke i sig selv asylbegrundende. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/93/nke
