Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at der vil ske ham noget, eftersom hans forældre har haft en konflikt med en anden slægt eller klan. Ansøgeren har videre henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hans fætre vil dræbe ham, da hans mor havde en jordkonflikt med hans nu afdøde morbror. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at [As] familie i Afghanistan vil slå ham ihjel, idet de beskylder ham for at have forårsaget [As] død. Endelig har ansøgeren henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter de generelle forhold for hazaraer. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han og hans familie udrejste fra Afghanistan til Iran, da han var fem-seks år gammel, idet hans forældre havde en strid med ansøgerens morbror om jord og arven efter ansøgerens morfar. Under stridigheden blev ansøgerens morbror dræbt af en ukendt gerningsmand. Ansøgerens forældre gik ikke til myndighederne, idet ansøgerens morbror, som landsbyrepræsentant, havde indflydelse på lokalområdet. De udrejste i stedet af Afghanistan. Efter ansøgeren og hans forældre udrejste til Iran, modtog de en direkte trussel fra ansøgerens morbror via ansøgerens fars venner [B] og [C]. I Iran arbejdede ansøgeren som murer på en byggeplads. I [foråret] 2015 havde han et skænderi med arbejdskollegaen [A]. Cirka syv til ti dage efter var ansøgeren på arbejde sammen med [A] og hans fætter [D], da [A] faldt ned i en elevatorskakt og blev alvorligt skadet og bevidstløs. [D] sagde, at ansøgeren havde skubbet [A], hvorefter ansøgeren blev afhørt af politiet og taget med på stationen. Ansøgeren blev tilbageholdt i tre dage, hvorefter han blev fremstillet i retten. Efter 10 til 12 dage blev han løsladt mod en kaution svarende til 440.000 danske kroner, som blev stillet af ansøgerens arbejdsgiver. Efter 40 dage døde [A], der i hele perioden havde været bevidstløs, af sine skader, og ansøgeren gik i skjul i en måned. Mens ansøgeren var i skjul, blev hans forældre gentagne gange opsøgt på familiens bopæl af politiet, efterretningstjenesten samt [As] familie. Ansøgeren udrejste af Iran [i sommeren] 2015. Flygtningenævnet finder, at grundlæggende dele af ansøgerens forklaring om de forhold, der begrunder hans ansøgning om asyl, ikke kan lægges til grund. Ansøgerens forklaring fremstår således på centrale punkter utroværdig og mindre sandsynlig. Om forholdene i Iran bemærker nævnet, at flere dele af ansøgerens forklaring fremstår mindre sandsynlig, herunder navnlig, at han skulle have været sigtet for at have skubbet en arbejdskollega ned fra et stillads fra 8. sal, hvilket først efter 40 dage førte til den pågældendes død, og at hans arbejdsgiver i den forbindelse var villig til at stille en kaution på 440.000 kr. til brug for ansøgerens løsladelse. Ansøgerens forklaring om årsagen til arbejdsgiverens velvillighed i den henseende fremstår divergerende, usammenhængende og meget lidt sandsynlig. Det er således hverken troværdigt, at arbejdsgiveren stillede kautionen, fordi han kendte ansøgeren og dennes familie og havde brug for ansøgerens arbejdskraft til færdiggørelse af en bygning, eller at arbejdsgiveren stillede kautionen, fordi han var bange for, at ansøgeren ville informere nogen om ”vilde fester” hos arbejdsgiveren, som ansøgeren havde overværet. Det er heller ikke troværdigt, at ansøgeren i en situation, hvor der tillige var fremsat alvorlige trusler mod hans kone, valgte ikke at flygte sammen med hende, men efterlod hende hos sine forældre. Ansøgerens forklaring om, at han ikke flygtede sammen med konen, idet han ikke havde penge nok til at redde andre end sig selv, står i kontrast til ansøgerens forklaring om, at han finansierede sin flugt blandt andet med penge, som han mente kom fra svigerfaderen. Nævnet finder det i den forbindelse mindre sandsynligt, at svigerfaderen ville prioritere ansøgerens flugt over sin egen datters. Endelig forekommer det ikke nævnet troværdigt, at ansøgeren, der har haft løbende kontakt til sin kone og familie, ikke har holdt sig orienteret om eller blot nogenlunde kan svare på, hvor ofte familien efter ansøgerens flugt er blevet opsøgt af myndighederne eller den afdøde kollegas familie. Om forholdene i Afghanistan bemærker nævnet, at det forekommer mindre sandsynligt, at ansøgeren skulle have nogen andel i de konflikter, som hans far omkring 20 år tidligere har haft med sin morbror eller medlemmer af en anden klan eller gruppe. Ansøgerens beskrivelse af konflikterne, der bygger på beretninger fra hans forældre, er usammenhængende, upræcise og bygger på løse formodninger. Ansøgeren har i øvrigt forklaret forskelligt om, hvorvidt der havde været en tidligere konflikt mellem hans familie og en anden klan, idet han til oplysnings- og motivsamtalen tilkendegav at have oplyst om alle årsagerne til sit asylmotiv uden dog at nævne noget om konflikten til en anden klan. Ansøgeren har tillige forklaret udbyggende om jordkonflikten mellem hans far og morbroderen, idet han først under den sidste af tre samtaler med udlændingemyndighederne oplyste, at hans fætres mors familiemedlemmer skulle arbejde for de afghanske myndigheder. Nævnet finder endelig ikke at kunne lægge vægt på ansøgerens forklaring om den afdøde kollegas families indflydelse i forhold til myndighederne i Afghanistan og dennes families angivelige velstand, idet forklaringen står i kontrast til blandt andet forklaringen om, at kollegaen fra denne velstående og indflydelsesrige familie skulle arbejde på samme byggeplads i Iran som ansøgeren. Flygtningenævnet finder således samlet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Afghanistan på grund af disse forhold risikerer individuel forfølgelse omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingeloven § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at heller ikke de generelle forhold for hazaraer i Afghanistan i sig selv kan begrunde, at der meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2017/92/snd
