Nævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etniske tajiker og sunni-muslim af trosretning fra Herat, Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerene har som asylmotiv henvist til, at de frygter at blive slået ihjel af Taliban, da den mandlige ansøger har anmeldt en episode, hvor Taliban overfaldt ham. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv oplyst, at den mandlige ansøger har arbejdet som buschauffør. [I sommeren] 2015, omkring klokken seks om morgenen, blev den mandlige ansøger stoppet af to biler. Ni til ti personer steg ud af bilerne og hev ansøgeren ud af bussen, hvorefter de slog ham med våben. Personerne satte derefter ild til bussen. Personerne havde tildækket deres ansigter, men to af dem tabte deres maskeringer under overfaldet. Ansøgeren mistede bevidstheden under overfaldet og vågnede igen omkring klokken 11 om formiddagen. Da ansøgeren vågnede, befandt han sig på hospitalet i Herat. Ansøgeren blev udskrevet to dage senere. To dage efter ansøgeren blev udskrevet, blev han kontaktet af sin arbejdsgiver. Han skulle møde på sin arbejdsplads, hvor han skulle snakke med en af sine arbejdsgivere, [A], og en kommandant. De spurgte ind til episoden, og ansøgeren forklarede, hvad der var sket og oplyste navnene på de to personer, der havde tabt maskeringerne under overfaldet. Samme eftermiddag modtog ansøgeren et opkald fra gerningsmændene, som truede ansøgeren med, at de ville slå ham ihjel, hvis han anmeldte overfaldet til myndighederne. Dagen efter, omkring klokken ti, modtog ansøgeren endnu en trussel. Ansøgeren tog ikke disse trusler alvorligt, da han mente, at det var tomme trusler, der blot skulle skræmme ham. To dage senere, da ansøgeren var ude at gå en tur, kom to mænd kørende på en motorcykel. Den ene af personerne trak et våben. Da ansøgeren så dette, søgte han straks tilflugt i et tilfældigt hus, hvis dør stod på klem. Ansøgeren blev beskudt, men skuddene ramte døren og muren ved siden af døren. Dagen efter denne episode blev ansøgeren kontaktet af en bekendt, der fortalte ansøgeren, at Taleban var efter ham. Han anbefalede, at ansøgeren skulle forlade Afghanistan. Et par dage efter udrejste ansøgeren med sin familie. Den kvindelige ansøger har henvist til sin ægtefælles asylmotiv og har til støtte herfor henvist til ovenstående konflikt. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer til grund. Der er en række divergenser i de afgivne forklaringer, herunder mellem ansøgerne indbyrdes. Den mandlige ansøger har under nævnsmødet forklaret, at han først blev bekræftet i, at det var Taleban, der havde angrebet ham, da politikommandanten fortalte ham det. Heroverfor har ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han genkendte to af angriberne som Talibanfolk, at de var kendt i byen som Talibanfolk, og til asylsamtalen, at kommandanten, da ansøgeren havde oplyst navnene på de to personer, ikke sagde noget bestemt, men at han ville undersøge sagen. Den mandlige ansøger har forklaret, at han inden angrebet på bussen havde overnattet i [by], hvilket den kvindelige ansøger har bekræftet under nævnsmødet. Den kvindelige ansøger har imidlertid til asylsamtalen forklaret, at ægtefællen kørte fra Herat for at komme på arbejde i [by], og havde kørt halvanden time, da overfaldet fandt sted. Ansøgerne har forklaret divergerende om, hvem der afregnede lejemålet, da de flygtede, om det var den mandlige ansøger eller dennes far, ligesom udtalelsen fra den mandlige ansøgers arbejdsgiver ikke understøtter ansøgernes forklaring. Hertil kommer, at det forekommer usandsynligt, at to angiveligt velhavende og indflydelsesrige personer personligt skulle deltage i et Taliban-angreb på en bus. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgerne angiveligt kunne forblive på deres bopæl i mere end en uge efter overfaldet i [by], uden at blive opsøgt af Taliban på bopælen, ligesom den mandlige ansøgers familie heller ikke efterfølgende er blevet opsøgt på bopælen. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for overgreb eller forfølgelse, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/88/JEA
