Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk hazara og shia-muslim. Ansøgeren er født i […], Ghazni-provinsen i Afghanistan, men er opvokset i Balushistan-regionen i Pakistan, hvor han har boet siden han var omkring fire år gammel. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af terrorgrupper, herunder Taliban, idet den mullah, som han havde en konflikt med i Pakistan har forbindelse til disse grupper. Ansøgeren frygter også den afghanske regering, idet han har fornærmet sunni-muslimernes religion ved at urinere i en moske i Pakistan. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han udrejste af Afghanistan med sin familie, da han var omkring fire år gammel. Ansøgeren og hans familie flygtede på grund af krigen med Taliban, og fordi hans far var kommandant, der forsvarede de lokale områder fra Taliban. Da Taliban styrkede deres position og omringede ansøgerens hjemområde, så de ikke kunne forsvares, blev ansøgeren og hans familie nødt til at flygte. Ansøgeren har siden flugten boet i Pakistan. I Pakistan oplevede ansøgeren problemer med den lokale mullah. Ansøgeren viste ikke respekt over for mullahen og ville ikke rette sig efter mullahens kritik. Mullahen henvendte sig til ansøgeren to gange, hvor han forbød ansøgeren at lytte til musik. Herefter blev ansøgeren beskyldt for at stjålet en kasse med penge til almisser fra moskeen. Ansøgeren har urineret i moskeen tre gange, hvoraf de to første gange var fordi mullahen havde forbudt ham at lytte til musik, og den tredje gang var fordi han ville hævne sig på mullahen, som havde beskyldt ham for at stjæle kassen med penge. Den tredje gang, hvor ansøgeren urinerede i moskeen, blev han opdaget af mullahen, og der blev kastet sten mod ansøgeren. Ansøgeren løb fra stedet og blev derefter hentet af en ven, som han skjulte sig hos i omkring 20-25 dage. Med vennens hjælp udrejste ansøgeren af Pakistan med en agent. Uanset om det lægges til grund, at ansøgerens far i 1990’erne som kommandant har kæmpet mod Taliban, findes dette ikke at kunne begrunde, at ansøgeren, som ikke findes at være særligt profileret, og som udrejste af Afghanistan i en alder af omkring fire år, meddeles opholdstilladelse. I relation til ansøgerens asylmotiv begrundet i en konflikt med en i Pakistan bosiddende mullah bemærkes det, at ansøgerens forklaring herom ikke er nævnt i asylansøgningsskemaet, men først er fremkommet i oplysnings- og motivsamtalen. Det bemærkes endvidere, at forklaringen om, at ansøgeren skulle have urineret i en moske forekommer usandsynlig, og det alene bygger på ansøgerens egen formodning, at mullahen via forbindelser til Taliban eller af andre kanaler skulle kunne forfølge ansøgeren i Afghanistan. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/8/MGO
