Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim af trosretning fra landsbyen [by], Maydan Wardak, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel eller tvangsrekrutteret af Taliban. Ansøgeren har yderligere oplyst, at han frygter krigen i Afghanistan og frygter, at han ikke har nogen fremtid i landet. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans familie ejer en æbleplantage. I de sidste fem til seks år har Taliban opsøgt familiens æbleplantage og gjort krav på æbler. Omkring fem måneder før ansøgerens udrejse, gjorde Taliban igen krav på æbler fra plantagen. Idet ansøgerens far nægtede at udlevere æblerne, slog et Taliban-medlem ham på armen med en geværkolbe, hvilket medførte at ansøgerens far brækkede armen. Taliban henvendte sig igen til ansøgerens far omkring halvanden til to måneder inden ansøgerens udrejse. De fortalte ansøgerens far, at han skulle udlevere ansøgeren til Taliban, så ansøgeren kunne deltage i krig, idet ansøgeren nu var blevet gammel nok. Ansøgeren har oplyst, at mange drenge fra hans landsby forsvandt på grund af Taliban. Indledningsvist bemærkes, at ansøgeren har besvaret de stillede spørgsmål relevant og på en måde, der viser, at han forstår, hvad asylsagsbehandlingen går ud på. Flygtningenævnet tiltræder derfor vurderingen af, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt afgørende vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om flere centrale punkter om sit asylmotiv. Ansøgeren forklarede således ikke noget om Talibans henvendelse til hans far med krav om, at ansøgeren lod sig hverve til at tilslutte sig Taliban, i oplysnings- og motivsamtalen, selvom denne henvendelse udgør en central del af asylmotivet. Ansøgeren forklarede i oplysnings- og motivsamtalen alene om Talibans henvendelser til familien for at få del i høstudbyttet fra plantagen, og om det fysiske overgreb de i samme forbindelse begik mod hans far. Han forklarede videre, at der ikke i øvrigt skete mere, og at hans far ikke senere havde haft problemer med Taliban. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren også forklarede om andre episoder og begivenheder i landbyen, der involverede Taliban, men at det desuagtet først var i asylsamtalen, at han forklarede, om Talibans henvendelse med henblik på at hverve ham. Ansøgeren har endvidere under mødet i nævnet udbygget sin forklaring med hensyn til, at han selv kort før udrejsen har overværet en episode, hvor Taliban med magt har hentet to unge mænd fra landsbyen, idet han under de tidligere samtaler alene har forklaret, at drenge fra landbyen forsvandt sporløst. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren opholdt sig problemfrit i hjemmet i hvert fald nogle måneder efter Talibans henvendelse til hans far, og at han i samme periode rejste til Mazar Sharif med henblik på at få udstedt et visum, så han kunne rejse til Iran, hvilket skulle være sket i samme periode, som han og hans far opholdt sig inden døre for at undgå at påkalde sig Talibans opmærksomhed. Selvom ansøgeren blev standset af Taliban i forbindelse med turen, skete der ham ikke noget, ligesom familien ikke efter hans udrejse har modtaget henvendelser fra Taliban. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændningelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsen afgørelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/78/JEA
