Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra [A] i Laghman-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hen ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet Taliban mistænker ham for at være en spion for de afghanske myndigheder. Ansøgeren har yderligere henvist til, at han frygter repressalier fra en familie, som hans egen familie har en jordkonflikt med. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han omkring september måned og igen omkring november måned 2014 og blev truet af landsbyens leder. Lederen fortalte ansøgeren, at [B]-familien ville slå ham ihjel, hvis ikke han ophørte med at undervise. [I vinteren] 2014 modtog han et trusselsbrev, hvor der stod, at han og hans familie ville komme til skade, hvis ikke han stoppede med at undervise. En-to måneder senere blev han kidnappet og bedøvet af tre personer. Da han vågnede, befandt han sig i et rum sammen med to personer fra Taliban. De fortalte ham, at han var blevet kidnappet, fordi han arbejde for myndighederne. Derefter slog de ansøgeren og bandt ham, hvorefter de låste ham inde i en kælder. Ansøgerens far forsøgte at forhandle med lederen af Taliban om at få ansøgeren løsladt, men Taliban krævede to millioner pakistanske rupee, samt at ansøgeren skulle ophøre med at undervise. Det lykkedes ansøgeren at flygte fra Taliban, idet det afghanske militær angreb stedet, hvor ansøgeren var tilbageholdt. Ansøgeren havde på det tidspunkt været tilbageholdt i omkring 10 dage. Efter flugten tog han til Jalalabad, hvorefter han udrejste af Afghanistan. Efter udrejsen har ansøgerens familie blevet truet fire gange, og de har modtaget en skriftlig trussel, hvor der stod, at ansøgeren var efterlyst i hele Afghanistan, idet han havde givet de afghanske myndigheder oplysninger om Taliban. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring på væsentlige punkter må tilsidesættes som utroværdig, idet den indeholder divergenser og forekommer afglidende. Han har således blandt andet forklaret divergerende om, hvorvidt tre eller fire personer deltog i anholdelsen, ligesom han under forskellige afhøringer har forklaret, at der var to, fire og fem personer i det rum, han blev bragt til, ligesom han har forklaret divergerende om, hvorvidt en talebaner, han kendte ved navn, var til stede allerede der eller først viste sig et par dage senere. Ansøgeren har endvidere forklaret, at hans familie på lige fod med ham er blevet beskyldt for at have afsløret Talibans tilholdssted over for myndighederne, at de i den forbindelse er blevet truet, hvorefter de er flyttet fra området men er blevet lokaliseret af Taliban. Flygtningenævnet finder det på denne baggrund påfaldende, at familien angiveligt ikke har været udsat for repressalier. På den baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for at blive udsat for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Ansøgerens oplysninger om en ældre jordkonflikt medfører ikke nogen ændring i denne vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2017/73/SOL