Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og muslim af trosretning fra […], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som oprindeligt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygtede at blive slået ihjel af Taliban, idet han er sin fars ældste søn. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter familien til ansøgerens morbrors søn [A], idet familien beskylder ansøgeren for at være skyld i [A’s] død umiddelbart efter ansøgerens og [A’s] indrejse i Danmark, hvor [A] i [vinteren] 2015 blev påkørt af et tog og dræbt. [A’s] storebror [B], der kortvarigt besøgte ansøgeren på hospitalet i [vinteren] 2015, oplyste i [vinteren] 2015 telefonisk ansøgeren om, at [A’s] far netop var død af sorg over [A’s] død. I starten af [vinteren] 2016 aflagde [B], der er bosiddende i det nordlige Norge, ansøgeren et besøg af mindre end et døgns varighed for at oplyse, at [A’s] familie anser ansøgeren for at være ansvarlig for [A’s] død og derfor vil slå ansøgeren ihjel, hvis denne vender tilbage til Afghanistan. Omkring en måned efter [B’s] besøg i Danmark talte ansøgeren i telefon med sin fars ven [C], der er nabo til [A’s] familie, og som bekræftede [B’s] oplysning om, at [A’s] familie vil slå ansøgeren ihjel, hvis denne vender tilbage til Afghanistan. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort sit nye asylmotiv, hvorefter [A’s] familie vil slå ansøgeren ihjel. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgerens forklaring herom på afgørende punkter anses for usandsynlig. Det findes således usandsynligt, at [A’s] familie først et helt år efter togulykken i [vinteren] 2015 gav udtryk for, at familien anså ansøgeren ansvarlig for [A’s] død og derfor ville dræbe ansøgeren. Nævnet bemærker herved, at ansøgeren efter det oplyste igennem det meste af 2015 havde kontakt til sin familie i Afghanistan og på intet tidspunkt hørte om [A’s] families vrede over for ansøgeren i anledning af ulykken, og at det derfor må lægges til grund, at [A’s] familie først i forbindelse med [B’s] besøg i Danmark i starten af 2016 gav udtryk for sin vrede. Det findes endvidere usandsynligt, at [A’s] familie skulle anse ansøgeren for at være ansvarlig for ulykken, idet ansøgeren ifølge sin forklaring umiddelbart efter ulykken ved [B’s] besøg fortalte denne om hele episoden omkring ulykken, således at det må have stået [A’s] storebror fuldstændig klart, at ansøgeren var uden skyld i lillebrorens død. Ansøgeren har således også for Flygtningenævnet forklaret, at [B’s] hverken ved sit besøg i i [vinteren] 2015 eller ved telefonopringningen ca. 40 dage senere talte om ansøgers eventuelle skyld. Flygtningenævnet finder endvidere, at ansøgeren har forklaret upræcist og afglidende på spørgsmål om, hvilke konkrete risici for overgreb og baggrunden herfor [C] omtalte over for ansøgeren under telefonsamtalen i starten af 2016. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, er opfyldt.” Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/70/DMO
