Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk hazara og shia muslim fra […], Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af en gruppe i sin landsby med tilknytning til Taleban, idet han er personlig forfulgt som følge af, at han blev bortført forud for sin udrejse af Afghanistan. Videre har klageren henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taleban, fordi han vil blive mistænkt for at være spion som følge af, at han har været udrejst til Europa. Klageren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han generelt frygter overgreb ved en tilbagevenden til hjemlandet som følge af, at han er etnisk hazara. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han på en ukendt dato i 2009 blev bortført af nogle fremmede personer. Klageren bemærkede pludselig en person bag ved sig, som holdt et tørklæde med væske for hans næse og mund, hvorefter klageren besvimede. Klageren vågnede først op igen om natten, hvor han befandt sig i et mørkt rum sammen med 30-40 andre drenge på samme alder som klageren. Om aftenen faldt klageren i snak med nogle andre drenge, som oplyste klageren om, at han var kommet til en Taleban træningslejr, hvor de blev trænet til at blive selvmordsbombere. Klageren og drengene planlagde herefter at flygte den efterfølgende nat. Om natten flygtede klageren og to drenge ved at kravle ud af et vindue, hvorefter de løb væk fra området. Klageren gik til fods til sin families bopæl, hvor han straks fortalte, hvad der var sket. Klagerens far arrangerede herefter hans udrejse. Klageren blev kørt til en af farens bekendte, hvor han overnattede, og den efterfølgende dag udrejste han til Iran, hvorfra han fløj til Europa. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forklaring om konflikten med Taleban, at forklaringen fremstår divergerende på flere helt centrale punkter, og at forklaringen derfor må anses som utroværdig. Flygtningenævnet lægger afgørende vægt på, at klageren under § 31- samtalen [fra vinteren] 2016 med Udlændingestyrelsen har forklaret, at han i to dage var uden for det rum, hvor han blev holdt fanget i Talebans træningslejr for at deltage i våbentræning. Om natten til den tredje dag flygtede klageren sammen med tre andre drenge. Under sagsbehandlingen i Udlændingestyrelsen i [i foråret] 2010, har klageren derimod forklaret, at han flygtede sammen med to andre drenge den første nat, efter at han var kommet til træningslejren. Klageren har ikke forklaret, at han opholdt sig uden for rummet, og han har over for nævnet oplyst, at han ikke på noget tidspunkt var uden for rummet, forinden han flygtede. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at klageren under samtalen med Udlændingestyrelsen [i foråret] 2010 har oplyst, at han forsøgte at løbe væk fra de personer, som bortførte ham, men at de sigtede på ham med våben og sagde, at de ville skyde klageren, hvis han løb væk. Under § 31- samtalen og over for nævnet har klageren derimod forklaret, at han blev bortført, efter at en klud var blevet holdt mod hans ansigt, og at han derfor besvimede, uden at han havde forsøgt at løbe væk. Der lægges også vægt på, at klageren har forklaret divergerende om omstændighederne vedrørende hans flugt. Under samtalen [i foråret] 2010 har klageren oplyst, at hans far kom sammen med en agent, da klageren opholdt sig hos sin fars ven. Klageren har derimod under § 31- samtalen forklaret, at han ikke så sin far, efter at klageren var blevet fulgt hen til den bus, som kørte klageren til farens ven. Flygtningenævnet bemærker, at der ved den samlede vurdering er taget hensyn til klagerens alder, da han afgav forklaring til Udlændingestyrelsen i 2010, og at der i øvrigt er taget hensyn til, at der er forløbet cirka seks år fra klagerens oprindelige forklaring og til § 31-samtalen. Endvidere har nævnet taget hensyn til de foreliggende oplysninger om klagerens helbredsmæssige forhold. De pågældende forhold og omstændigheder findes imidlertid ikke at kunne begrunde de væsentlige divergenser, som nævnet har lagt vægt på, ligesom klagerens forklaring om baggrunden for divergenserne ikke fremstår overbevisende. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at der er grundlag for at antage, at klageren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af § 7, stk.1 eller § 7, stk. 2. Det tiltrædes derfor, at udlændingelovens § 31 ikke er til hinder for udsendelse af klageren til Afghanistan. Klagerens frygt for Taleban som følge af klagerens udrejse til Europa og de generelle forhold i øvrigt findes ikke at kunne føre til et andet resultat. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/68/LRN
