Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra byen […] i Baghlan, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at skulle arbejde sammen med Taliban og deltage i krig. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at Taliban kom til hans bopæl en måned inden hans udrejse. De talte med ansøgerens farbror. Taliban ville have ansøgeren og hans bror til at holde vagt. Ansøgerens farbror nægtede at lade ansøgeren og hans bror holde vagt for Taliban. 5-7 dage senere vågnede ansøgeren en nat og opdagede, at hans farbror og dennes ægtefælle var blevet skudt. Omkring 10 dage herefter kom Taliban igen til ansøgerens bopæl og talte med ansøgerens far. De ville fortsat have ansøgeren og hans bror til at komme og hjælpe Taliban. Ansøgerens far sagde, at han ikke ville give sine børn lov til at deltage i krig. Taliban opsøgte herefter ansøgerens far en og muligvis flere gange for at hverve ansøgeren og hans bror. Dette skete udenfor bopælen. Både ansøgeren og hans bror udrejste omkring en måned efter Taliban kom til ansøgerens bopæl for første gang. Det var ansøgerens far, der besluttede, at de var nødt til at flygte for at undgå at blive tvunget til at arbejde for Taliban. Ansøgeren har kendskab til mange, der er blevet tvunget til at støtte Taliban. Taliban havde magten i området og halvdelen af befolkningen støttede Taliban. Mange måtte af den grund flygte. Ansøgeren har ikke familie andre steder i Afghanistan og vil ikke noget sted være i sikkerhed. Flygtningenævnet kan på samme måde som Udlændingestyrelsen i al væsentlighed lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet det dog bemærkes, at ansøgeren under nævnsmødet har afgivet en divergerende forklaring om antallet af Talibans henvendelser til faren uden for bopælen. Nævnet finder, at det alene beror på ansøgerens formodning, at ansøgerens farbror og dennes ægtefælle blev dræbt af Taliban, og at drabene blev begået, fordi ansøgerens farbror havde afvist Talibans henvendelse vedrørende ansøgeren og hans bror. Ansøgeren har under nævnsmødet forklaret, at Taliban har henvendt sig to-tre gange vedrørende ansøgeren og hans bror. Nævnet finder, at ansøgeren ved sin forklaring har sandsynliggjort, at Taliban har opfordret ansøgeren og broderen til at tilslutte sig Taliban, men at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at der har været tale om tvang. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han eller hans familie, da han forlod Afghanistan var kommet i et modsætningsforhold til Taliban. Nævnet har herved også lagt vægt på, at der ikke er grundlag for at antage, at ansøgerens familie har måttet forlade området, hvor de boede, da ansøgeren udrejste. Ansøgeren er i dag 19 år gammel og ansøgerens far ønsker ikke at ansøgeren skal arbejde for Taliban. Nævnet finder ud fra en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være efterstræbt af Taliban eller at han vil risikere tvangsrekruttering. De generelle forhold i Afghanistan og herunder i Baghlan distriktet kan ikke føre til, at der meddeles ansøgeren opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/63/thj
