Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim af trosretning fra Baghlan, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter sin farbror på grund af en jordkonflikt, og ansøgeren har også henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban, fordi ansøgeren ikke har indvilget i at arbejde for dem. Ansøgeren blev en dag kontaktet telefonisk af en person. Personen kendte til ansøgerens arbejde som mekaniker for sikkerhedsmyndighederne, og personen ville have ansøgeren til at montere bomber på myndighedernes biler. Personen, som ansøgeren mistænkte for at være fra Taliban, ringede fem gange til ansøgeren og bad ham om at montere bomber, men ansøgeren nægtede at gøre det. Forud for disse opkald var der opstået problemer mellem ansøgeren og hans farbror, fordi ansøgeren ønskede hjælp til at etablere sig i egen bolig, men ansøgerens farbror nægtede, at ansøgeren havde ret til arv fra sin far. Uvenskabet mellem dem fortsatte i omkring en måned, hvor de flere gange skændtes, og ansøgerens farbror truede med at slå ansøgeren ihjel tre gange. En gang sparkede farbroren ansøgeren, og ansøgeren blev slået af farbroren med knyttede næver og en stok. En aften så ansøgeren sin farbror tale med Taliban foran bopælen. Ansøgeren konkluderede derfor, at der var en sammensværgelse mellem farbroren og Taliban, og at hensigten var, at farbroren ville kunne beholde ansøgerens andel af jorden, når ansøgeren var blevet anholdt som den naturligt mistænkte for et bombeanslag mod en af regeringens biler på ansøgerens værksted. Ansøgeren solgte derfor sit værksted, så han kunne finansiere sin udrejse fra Afghanistan. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Flygtningenævnet bemærker herved, at ansøgerens antagelse om en sådan sammensværgelse mellem Taliban og farbroren i sig selv fremstår usandsynlig og i det væsentlige beror på ansøgerens egne formodninger. Hertil kommer, at ansøgeren under sagen har afgivet en divergerende og udbyggende forklaring i en sådan grad, at hans forklaring heller ikke af den grund fremstår troværdig. Flygtningenævnet er ved denne vurdering opmærksom på, at ansøgeren ikke har gået i skole og derfor kan have svært ved at udtrykke sig. Der er som følge heraf stillet spørgsmål på forskellig måde med forskellige formuleringer for at undgå misforståelser, og uanset dette har ansøgerens forklaring været afglidende og divergerende på væsentlige punkter. Ansøgeren har således forklaret divergerende om indholdet af den første telefonsamtale med Taliban og sin reaktion herpå, hvornår samtalerne lå tidsmæssigt i forhold til hinanden, om det var farbroren eller forpagteren, der fortalte ham om sin biologiske far, og hvornår han konfronterede farbroren med dette, samt udbyggende om, hvorvidt han hørte dele af samtalen mellem farbroren og Taliban uden for bopælen. Ansøgerens forklaring om, at Taliban i givet fald skulle have nøjedes med fem telefoniske opfordringer til ansøgeren uden at foretage sig yderligere, når han nægtede at efterkomme dem, fremstår ikke sandsynlig. Uanset om det lægges til grund, at ansøgeren har en eller anden form for økonomisk uoverensstemmelse med sin farbror, er dette i sig selv ikke asylbegrundende, idet der er tale om en privatretlig konflikt, og ansøgeren efter sin egen forklaring har kunnet opholde sig i hjemmet i op til en måned, uden at farbroren har gjort alvor af de trusler, som han under et skænderi skulle have fremsat om at slå ansøgeren ihjel. Samlet set har ansøgeren derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/61/MGO
