Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016.
Flygtningenævnet udtalte:
’’Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra [landsby], [distrikt], Nangahar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far arbejdede for det lokale politi i Nangahar, og at faren som følge heraf modtog trusselsbreve fra Taliban. I det første trusselsbrev stod der, at ansøgerens far skulle stoppe med at arbejde for politiet. Ansøgerens far fortsatte sit arbejde, hvorefter han modtog endnu et trusselsbrev. Efterfølgende blev ansøgerens far slået ihjel, og hans lig blev bragt til familiens bopæl. I ansøgerens fars lomme lå der et brev fra Taliban til ansøgeren, hvoraf fremgik, at ansøgeren skulle tilslutte sig Taliban. Ansøgeren udrejste 14-30 dage efter farens lig var blevet afleveret på bopælen af Afghanistan. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren, der er næsten 18 år, har været tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling, idet han under nævnsmødet generelt har svaret relevant på stillede spørgsmål. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Der er herved taget hensyn til, at ansøgeren er mindreårig og efter det oplyste har begrænset skoleuddannelse. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret forskelligt om, hvem der fandt de to trusselsbreve, som angiveligt blev afleveret på familiens bopæl, ligesom han har forklaret forskelligt om, hvorvidt hans far havde uniform på, når han forlod hjemmet samt om, hvorvidt hans far blev taget af Taliban på vej til arbejde, eller mens han var på arbejde. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det ikke forekommer sandsynligt, at ansøgeren tog til Nangahar og bad en tilfældig person læse brevene op for ham efter farens død. Ansøgeren har endvidere for nævnet forklaret divergerende og usammenhængende om sin skolegang og om, hvorfor han ikke bad en person fra landsbyen læse brevene. Hertil kommer, at ansøgeren ikke har kunnet redegøre for noget af sin fars arbejde som politimand, men alene har kunnet forklare, at han tog hjemmefra og var væk fra hjemmet i varierende perioder. Endelig har Flygtningenævnet tillagt det en vis vægt, at ansøgeren har haft vanskeligheder med at forklare det tidsmæssige forløb fra faren blev dræbt til ansøgeren søgte asyl i Europa. Flygtningenævnet finder derfor efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet bemærkes, at de generelle forhold i Afghanistan, herunder i Nangahar Provinsen, ikke i sig selv kan begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.’’Afgh/2017/533/HHU
