Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra Asadabad, Kunar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, der mistænker ansøgeren for at være spion. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at han [i sommeren] 2010 besøgte sin søsters hjem. I forbindelsen med ansøgerens besøg opstod der en konfrontation med medlemmer af Taliban, fordi ansøgerens søsters søn havde hørt musik i ansøgerens bil. Mens ansøgeren diskuterede med mændene fra Taliban, blev han ringet op af den kazakhstanske ambassade, der informerede ansøgeren om, at han kunne afhente et visum, som han tidligere havde søgt om. Opkaldet besvarede ansøgeren på russisk. Herefter ransagede Taliban-medlemmerne ansøgerens bil, hvor de fandt hans personlige dokumenter – heriblandt en engelsk oversættelse af ansøgerens nationalitetsbevis og en kopi af hans invitation til Kazakhstan. Ansøgeren blev herefter beskyldt for at være spion, og han blev ført til Talibans opholdssted. Under ansøgerens ophold hos Taliban blev han beordret til at køre en bombe til ISAF-styrkerne i Asadabad. Efter fire dage slap ansøgeren fri med hjælp fra en nabo til sine forældres forretning. Dagen efter kom ISAF-styrkerne til området og angreb Taliban. Samme aften blev ansøgerens søster opsøgt af medlemmer af Taliban, der ledte efter ansøgeren. Den følgende dag opsøgte Taliban ansøgerens bopæl, hvor de skød og slog ansøgerens far ihjel og bortførte ansøgerens bror. Herefter udrejste ansøgeren til Sverige, hvor han søgte og fik afslag på asyl. [I foråret] 2014 blev ansøgeren udsendt til Kabul. Omkring [sommeren] 2014 befandt ansøgeren sig i Kabul i en bil sammen med sin morbrors barnebarn, hvor de blev beskudt af to personer. Ansøgerens morbrors barnebarn afgik ved døden, og ansøgeren blev såret. Den følgende tid opholdt ansøgeren sig i Kabul i skjul, hvorefter han i [sommeren] 2014 udrejste til Indien. [I vinteren] 2014 vendte ansøgeren tilbage til Kabul, og [I vinteren] 2014 udrejste han til Dubai. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den på en række centrale punkter forekommer usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Nævnet finder, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren under episoden med Taliban, hvor han angiveligt blev skældt ud for at være vestlig af udseende, og hvor talibanerne smadrede ruderne på hans bil, valgte at tage en samtale på russisk med Kasakhstans ambassade. Flygtningenævnet finder endvidere, at det forekommer usandsynligt, at Taliban skulle have løsladt ansøgeren som en vennetjeneste til en nabo til ansøgerens families forretning henset til, at ansøgeren angiveligt var anklaget for at være spion for ISAF-styrken, hvilket ansøgeren har forklaret er en alvorlig anklage. Nævnet har i denne forbindelse også lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret, at Taliban var vrede, fordi de havde mistet mange folk og beskyldte ansøgeren for at være skyld heri. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgerens forklaring om, at talibanerne, der angiveligt i forbindelse med tilfangetagelsen slog ansøgeren og brækkede begge hans arme, efterfølgende behandlede ham for skaderne, forekommer utroværdig. Nævnet finder videre, at det forekommer påfaldende, at ansøgeren ved sin hjemkomst til Afghanistan rejste til Kunar, henset til, at det var her hans konflikt angiveligt opstod, og at Taliban var til stede her. Ansøgerens forklaring om, at han blev standset ved en kontrolpost på vej tilbage til Kabul og ikke blev tilbageholdt, uanset at han ikke havde noget id, men at han desuagtet mistænker Taliban for at have fulgt efter ham til Kabul, forekommer endvidere utroværdig, ligesom det forekommer utroværdigt, at Taliban herefter skulle have sendt ham et trusselsbrev til svigerfarens adresse. Nævnet har i den forbindelse tillige tillagt det vægt, at ansøgerens ægtefælle og svigerfamilie ikke er blevet opsøgt af Taliban. Flygtningenævnet finder endelig, at det forekommer usandsynligt, at Taliban – efter ca. 4 år fra den angivelige konflikts opståen – fortsat skulle efterstræbe ansøgeren, og nævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at Taliban skulle stå bag et skudattentat på ham og hans morbrors barnebarn. Det beror således alene på hans egen formodning. De af ansøgeren fremlagte billeder, dokumenter og trusselsbrev fra Taliban kan ikke føre til en ændret vurdering henset til karakteren af bilagene og til baggrundsoplysningerne om den forholdsvis lette adgang til at opnå falske dokumenter i Afghanistan. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. De generelle forhold i Afghanistan, herunder den sikkerhedsmæssige situation i landet, kan ikke i sig selv kan begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at situationen i Afghanistan, herunder Kunar, er præget af en sådan generaliseret vold, at det vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 3 at henvise ansøgeren til at rejse tilbage til Afghanistan. Afgh/2017/528/FAM
