afgh2017526

Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to medfølgende børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er afghanske statsborgere, etniske hazara og shia-muslimer af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Den mandelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hans ægtefælles farbror, [R], og hans sønner, [N] og [M], vil slå ansøgeren ihjel, kidnappe ansøgerens børn og skade ansøgerens ægtefælle. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hendes farbror, [R], og hans sønner, [N] og [M], vil slå hendes ægtefælle ihjel, kidnappe ansøgerens børn og skade hende selv. Ansøgerne har endvidere forklaret, at den kvindelige ansøger oprindeligt var lovet væk til hendes fætter, [J], men at hun forelskede sig i den mandlige ansøger. Den kvindelige ansøgers far sagde til [R], at hun i stedet skulle giftes med den mandlige ansøger, hvorefter [R] afbrød kontakten til den kvindelige ansøgers familie. Kort tid efter ansøgernes bryllup begyndte [J] at tage narkotika, og han døde af sit narkotikamisbrug, da ansøgerne havde været gift i omkring syv år. [R], [N] og [M] gav den kvindelige ansøger skylden for [J]s død, og begyndte derfor at true ansøgerne adskillige gange. De sagde til ansøgerne, at de ville ødelægge deres liv, og at de aldrig ville lade dem være i fred. Kort inden ansøgernes udrejse af Afghanistan, overfaldt [N], [M] og deres venner den mandlige ansøger to gange. Ansøgeren blev sparket og slået med knytnæver. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaring om deres asylmotiv til grund, idet det fremstår som konstrueret til lejligheden, og deres forklaringer må dermed anses for utroværdige. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerne har boet i samme område som [R] og hans sønner, [N] og [M], i 7 år uden at have haft konkrete sammenstød på grund af, at den kvindelige ansøger giftede sig med den mandlige ansøger i stedet for farbrorens søn, [J]. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at den kvindelige ansøger ifølge sin forklaring ca. 2 år efter brylluppet blev bekendt med [J]s narkotikamisbrug, som udviklede sig over en længere årrække frem til hans død, uden at ansøgerne i den periode blev mødt med bebrejdelser fra [R] og hans familie. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerne begge har forklaret, at de ikke har modtaget direkte trusler. Deres frygt for, at den mandlige ansøger vil blive slået ihjel, at den kvindelige ansøger vil blive skadet, og at deres børn vil blive kidnappet, beror således på deres egne formodninger og den omstændighed, at den mandlige ansøger skulle være blevet overfaldet to gange af [N] og [M]. Om disse overfald bemærker Flygtningenævnet, at ansøgerne har forklaret uddybende og divergerende. Den mandlige ansøger har således først efter afslaget på opholdstilladelse fortalt om, at han ved det sidste overfald blev slået bevidstløs og var alene, da han kom til sig selv, hvorfor [N] og [M] måske troede, at han allerede var død. Han har endvidere for nævnet forklaret, at overfaldene skete på to på hinanden følgende dage. Den kvindelige ansøger har for nævnet forklaret, at hendes mand blev slået bevidstløs allerede ved det første overfald, og at overfaldene ikke skete på to på hinanden følgende dage, men inden for den samme uge. De pågældende overfald er centrale for ansøgernes asylmotiv, og de burde derfor være i stand at kunne redegøre overensstemmende herfor. Efter det anførte har ansøgerne ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/526/MME