Nævnet stadfæstede i december 2017. Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er muslim fra [byen i] Kunduz-provinsen i Chardara-distriktet, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive skudt eller halshugget af personer med turban, hvis han vender tilbage til Afghanistan. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han frygter at blive dræbt af de personer, som har skudt hans far i benet. Han frygter desuden en tilbagevenden, fordi personerne med turban har dræbt mange mennesker i området, hvor han boede. Han har oplevet eksplosioner i form af vejsidebomber og bomber fra fly. Han har desuden set, at folk har fået hugget hovedet af. Hans nabo er også blevet skudt. Der var en episode, hvor hans far blev skudt i benet. Episoden fandt sted en nat, hvor personerne med turban åbnede døren til ansøgerens families hjem, hvorefter de kom ind og skød. Under episoden blev hans far skudt i benet. Der blev kastet en håndgranat eller lignende ind i deres hus, som forårsagede en eksplosion, der ødelagde deres hus og sårede flere. Efter angrebet boede ansøgeren med sin familie i et telt. I perioden hvor han boede med sin familie i teltet, frygtede de, at personerne med turban ville komme tilbage, idet de havde skudt faren i benet. En person blev skudt i hovedet, hvorefter ansøgerens far sagde til ham og hans lillebror, at de skulle skynde sig at rejse. Ansøgeren flygtede derefter fra Afghanistan sammen med sin bror. I Iran mødte de deres fætter, som de fulgtes med til Danmark. Ansøgerens mor, far, søster og lillebror opholder sig fortsat i Afghanistan. Flygtningenævnet har i overensstemmelse med UNHCR’s håndbog om procedure og kriterier for fastlæggelse af flygtningestatus pkt. 206-12 og FN’s handicapkonvention foretaget en lempet bevisvurdering henset til ansøgerens handicap og manglende sprog. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet finder imidlertid ikke, at det af ansøgeren påberåbte asylmotiv kan føre til konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Der er herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at Talebans beskyldning ind i et telt, hvor hans far blev ramt i benet, og Talebans drab på ansøgerens onkel, som ansøgeren efter sin forklaring ikke havde nævneværdig kontakt med, ikke har været konkret rettet mod ansøgeren eller har bragt ham i søgelyset, men at der har været tale om enkeltstående hændelser, der ikke i forhold til ansøgeren har et sådan omfang og en sådan karakter, at de kan begrunde asyl efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har ved denne vurdering tillige lagt vægt på, at ansøgerens familie efter det oplyste er forblevet bosiddende på samme sted. Flygtningenævnet finder efter indholdet af baggrundsoplysningerne om Afghanistan, at de generelle sikkerhedsmæssige forhold i Afghanistan ikke er sådanne, at disse i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/514/SMLA
