Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra [navn på en afghansk landsby], Urozgan, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taleban. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at han arbejdede med at levere brød til regeringssoldater ved en kontrolpost beliggende omkring en times kørsel fra bazaren. På vejen passerede han et Taleban-kontrolleret område. Efter nogen tid år blev han en dag stoppet af en gruppe talebanere. De ville have, at ansøgeren skulle samarbejde med dem ved at videregive oplysninger om soldaterne og kontrolposten. Ansøgeren udbad sig betænkningstid, hvilket blev accepteret. To uger senere blev ansøgeren igen standset, nu af en lidt større gruppe talebanere. Det blev på ny krævet, at ansøgeren skulle spionere, og videregive oplysninger om soldaterne til dem. Ansøgeren talte efterfølgende med regeringssoldaterne om truslerne fra Taleban. De rådede ansøgeren til at stoppe sit arbejde med at levere brød, hvilket ansøgeren gjorde. Kort tid efter blev ansøgerens far advaret om, at Taleban var efter ansøgeren. Ansøgeren tog hen til sin fætter, hvor han fik at vide, at hans familie var blevet opsøgt på bopælen, og at Taleban havde spurgt efter ansøgeren. Ansøgerens far rådede ansøgeren til at flygte, hvilket han gjorde efter omkring en uges ophold hos sin fætter. Taleban har efterfølgende flere gange været på ansøgerens bopæl i søgen efter ansøgeren. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet forklaringen på afgørende punkter er divergerende, udbyggende og fordi det forklarede ikke virker selvoplevet. Nævnet har ved vurderingen af, hvorvidt ansøgeren har sandsynliggjort sit asylmotiv inddraget, at ansøgeren er analfabet og at han ikke har lært et fag, hvilket kan have bidraget til, at ansøgeren har haft vanskeligt ved at angive tidspunkter og tidsrum. Det forekommer imidlertid påfaldende, at ansøgeren under asylsamtalen har angivet tidspunktet, hvor han blev standset som 1 år og 2-3 måneder efter, at han var begyndt at levere brød, mens ansøgeren under nævnsmødet har forklaret, at det skete efter fire-fem måneder. Ansøgeren har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han leverede brød to gange om dagen, dels ved middagstid og dels om aftenen. Under asylsamtalen og under nævnsmødet har ansøgeren derimod forklaret, at han leverede brød til soldaterne en gang om dagen. Ansøgeren har forklaret, at han to gange, mens han var på vej fra bazaren til kontrolposten, blev standset af Taleban. Nævnet har tillagt det afgørende betydning ved vurderingen af ansøgerens forklaring, at ansøgeren vedrørende den anden gang han blev standset, under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at han blev standset og at han udbad sig længere betænkningstid, hvorefter han fik lov til at køre videre. Under asylsamtalen og under nævnsmødet har ansøgeren derimod forklaret, at han da han blev standset indvilgede i at samarbejde med Taleban, hvorefter ansøgeren blev sat ind til talebanernes bil og kørt gennem en øde dal til et fjerntliggende hus, hvor han igen blev spurgt om han ville samarbejde, hvilket fik ansøgeren til at frygte for sit liv. Ansøgeren blev kørt tilbage til det sted, hvor han blevet standset og fik at vide, at han kunne fortsætte arbejdet, idet han ville blive kontaktet igen. Ansøgeren har under asylsamtalen forklaret, at han ikke ved, hvem der fortalte bageren om Talebans trusler. Under nævnsmødet har ansøgeren derimod forklaret, at det var soldaterne fra kontrolposten, der havde fået kendskab til, at Taleban ledte efter ansøgeren, at soldaterne havde advaret bageren, og at bageren advarede ansøgerens nabo [A]. Ansøgeren har under asylsamtalen forklaret, at han forlod hjemmet efter 2-3 dage. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at der gik 20 dage. Ud fra en samlet vurdering finder Flygtningenævnet på denne baggrund ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, eller at han vil blive udsat for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. afgh/2017/508/DTO
