Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig, angivelig statsløs (bidoon) fra Kuwait. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk araber, angiveligt statsløs (bidoon) og shia-muslim fra Slaybia, Kuwait. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Kuwait frygter en officer, der arresterede ansøgeren, da han forsvarede sin mor ved familiens bopæl. Ansøgeren har endvidere henvist til de manglende rettigheder for statsløse (bidoonere). Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans mor solgte genbrugstøj på et marked. En dag blev ansøgeren og hans mor opsøgt på deres bopæl af en officer, der med tvang forsøgte at inddrage genbrugstøjet. Ansøgerens mor modsatte sig, hvilket resulterede i, at hun blev skubbet af officeren. Ansøgeren skubbede selv til officeren og blev anholdt og tilbageholdt. Efterfølgende blev ansøgeren stillet for retten og løsladt mod kaution, som blev betalt af familiens nabo. Ansøgeren udrejste kort tid efter med hjælp fra en menneskesmugler. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren hverken har sandsynliggjort sin identitet eller asylmotivet. Vedrørende identiteten har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om Kuwait, herunder om hans angivelige hjemområde har fremstået divergerende, usammenhængende og upræcis. Ansøgeren har således ikke for Udlændingestyrelsen kunnet redegøre for blandt andet, hvordan det kuwaitiske flag ser ud, ligesom han både under samtalerne i Udlændingestyrelsen som under sin forklaring for Flygtningenævnet har udvist meget begrænset lokalkendskab. Ansøgeren har således ikke kunnet beskrive området, herunder vejen til det marked, som han angiveligt hver dag i otte – 12 måneder gik til sammen med sin mor, ligesom han har forklaret divergerende om navnet på markedet. Under samtalen i Udlændingestyrelsen den 21. juni 2016 har han forklaret, at markedet hed [A], mens han under samtalen den 23. maj 2017 har forklaret, at han ikke husker navnet på markedet. Under sin forklaring for Flygtningenævnet har ansøgeren forklaret, at markedet ikke havde et navn. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret usammenhængende og utroværdig om sit barndomshjem og sin familie. Ansøgeren har således forklaret, at han aldrig har set sin far, mens han samtidig har forklaret, at hans far afgik ved døden, da ansøgeren var ca. 9 år gammel. Han har endvidere forklaret usammenhængende og divergerende om den kontakt, han har haft med sin mor efter udrejsen. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om konflikten med en politiofficer til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret usammenhængende og divergerende om, hvorvidt officeren faldt som følge af ansøgerens skub, ligesom han har forklaret divergerende og udbyggende om, hvornår han angiveligt blev opsøgt på sin bopæl efter løsladelsen. Hertil kommer, at ansøgeren har forklaret utroværdig, usammenhængende og divergerende om sin flugt fra Kuwait, herunder om, hvordan han finansierede udrejsen og om varigheden af rejsen fra Østrig til Danmark. Den indhentede sproganalyse kan ikke føre til en anden vurdering af sagen. Det bemærkes herved, at det af sproganalysen fremgår, at ansøgerens sprog også udviste karakteristika, der forbindes med arabisk, således som det tales i det sydlige Irak. Ansøgerens oplysninger under nævnsmødet om, at han som følge af sygdom lider af hukommelsestab kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Det bemærkes herved, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen har oplyst, at han er sund og rask, ligesom der heller ikke i øvrigt er fremlagt oplysninger, der understøtter, at ansøgeren skulle lide af hukommelsestab. På den anførte baggrund har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han har et behov for international beskyttelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/506/MAH
