Nævnet meddelte i december 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2010. 
Flygtningenævnet udtalte: 
”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, men den bortfaldt ved Østre Landsrets ankedom [afsagt i efteråret] 2016, idet klageren blev udvist. Klageren blev i forbindelse med straffesagen mentalundersøgt, og Retslægerådet fandt, at det var overvejende sandsynligt, at klageren lider af skizofreni, og at han formentlig havde gjort det i en årrække. Retslægerådet anbefalede en anbringelsesdom. Flygtningenævnet meddelte [i efteråret] 2011 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Udlændingestyrelsen har i afgørelsen [fra sommeren] 2017 og også for nævnet tilkendegivet, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder i overensstemmelse hermed, at klageren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Der skal herefter tages stilling til, om klageren skal udelukkes fra at opnå opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder ikke, at den kriminalitet, klageren er dømt for, sammenholdt med klagerens personlige forhold kan føre til, at betingelserne for udelukkelse efter udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., er opfyldt. Nævnet henviser herved til, at den proportionalitetsafvejning, der skal foretages efter bestemmelsen, skal foretages i overensstemmelse med Flygtningekonventionen. Der foreligger således sådanne særlige grunde, at klageren alligevel skal meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. For så vidt angår spørgsmålet, om klageren skal udelukkes efter udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 3, finder Flygtningenævnet ikke at kunne lægge klagerens senere oplysninger om egen kriminalitet i forbindelse med [X] og hans bande til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at oplysningerne som anført er fremkommet sent, og at klageren har fragået oplysningerne under nævnsmødet, idet han har fastholdt, at det udelukkende var hans bror, der havde nærmere forbindelse til [X]. Nævnet finder således ikke grundlag for at udelukke klageren efter denne bestemmelse. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2017/504/CMA