afgh2017503

Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. 
Flygtningenævnet udtalte: 
”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim fra […], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet hans bror har arbejdet for udlændinge. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans families bopæl blev opsøgt to-tre gange af Taliban, efter ansøgerens bror var begyndt at arbejde for udlændinge. Taliban slog ansøgerens far ihjel, da de opsøgte familiens bopæl den sidste gang. To-tre dage herefter flyttede ansøgeren sammen med sin mor og sine to yngre søskende hjem til ansøgerens morbror. På et tidspunkt ankom ansøgerens bror til morbrorens bopæl. Efter to-tre dage modtog ansøgerens morbror en besked fra Taliban, og morbroren bad derfor ansøgerens bror om at forlade bopælen. Efterfølgende blev ansøgerens morbrors bopæl opsøgt af Taliban, som ransagede bopælen og spurgte efter ansøgeren og hans bror. Ansøgeren udrejste herefter af Afghanistan. Taliban har efter ansøgerens udrejse yderligere en gang opsøgt morbrorens bopæl og spurgt efter ansøgeren. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort det asylmotiv, han påberåber sig. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at ansøgerens forklaring er præget af en række divergenser og unøjagtigheder, ligesom den på nogle punkter forekommer mindre sandsynlig. Nævnet henviser herved blandt andet til, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvor mange gange Taliban opsøgte bopælen i […], og i øvrigt også morbrorens bopæl. Ansøgeren har endvidere forklaret forskelligt om omstændighederne i forbindelse med afrejsen fra bopælen, og omstændighederne da Taliban opsøgte morbroren, mens ansøgeren boede der. Flygtningenævnet finder det endvidere mindre sandsynligt, at ansøgeren ikke er bekendt med, hvilken dag eller dato hans far blev dræbt, og at ansøgerens bror, der er uuddannet og ikke kan tale engelsk, skulle arbejde et andet sted i landet for udlændinge. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/503/CMA