Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
Ansøgerne er etniske tajikere og sunni-muslimer af trosretning fra Takhar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Taliban, som har truet dem, fordi den mandlige ansøger har et logistikfirma og på grund af de taler, han har holdt, mens han arbejdede i Peace Organization, hvor han blandt andet talte om kvinders rettigheder, og fordi den kvindelige ansøger har arbejdet som lærerinde. Ansøgerne frygter endvidere de mullah’er, som har truet den kvindelige ansøger, fordi hun underviste fremmede drenge. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i [sommeren] 2010 fik arbejde i en organisation ved navn Peace Organization, hvis formål var at oplyse folk i landsbyerne, herunder om kvinders rettigheder og for at få bønderne til ikke at dyrkede opium. Da ansøgeren havde arbejdet for organisationen i omkring 2-3 måneder, blev der hængt et trusselbrev op på kontorets mur i Talogan, hvori alle medarbejderne blev truet. Organisationens chef viste brevet til politiet, og politiet bistod herefter med at sørge for sikkerheden, når den mandlige ansøger og hans medarbejdere var ude i landsbyerne. Omkring to uger efter det første trusselsbrev, blev der kastet et trusselsbrev ind i kontoret, som var specifikt rettet mod den mandlige ansøger og to andre kolleger. Det fremgik af trusselsbrevet, at de arbejdede mod sharialoven, de var vantro og spionerede for udlændinge, og de ville blive halshugget, henrettet eller stenet, så alle kunne se, hvad de gør mod dem, som er imod islam. Brevet var underskrevet Islamiske Emirat (Taliban). Efter råd fra politiet flyttede de kontor, men de modtog fortsat trusselsbreve. Ansøgeren arbejdede i organisationen indtil [vinteren] 2012, hvor to medarbejdere fra organisationens regnskabsafdeling forsvandt, hvorefter han ikke længere turde arbejde. Ansøgeren havde i 2011 stiftet et logistikfirma ved navn [A], i hvilket han begyndte at arbejde som chef omkring tre måneder efter, at han stoppede hos Peace Organization og frem til sin udrejse. 15 dage efter, han var begyndt at arbejde i firmaet, hvilket var i foråret 2013, fik han en dag en opringning fra en mand, der talte pashto. Han var meget vred og sagde til ansøgeren: "Du startede igen, vi kender dig, vi skal nok finde dig, du er vantro, du er spion, og vi vil dræbe dig." Ansøgeren modtog i alt 5-6 opringninger af den karakter. Ansøgeren anmeldte truslerne til politiet, som sagde, at de ikke kunne gøre noget. I [foråret] 2014 blev ansøgerens bil beskudt. Ansøgerens chauffør blev ramt i armen og måtte på hospitalet. Politiet foreslog, at ansøgeren fik et våben og våbentilladelse, hvilket han gjorde. Den kvindelige ansøger arbejdede som lærerinde og blev truet af nogle mullah'er. Den kvindelige ansøger blev til en skole langt væk fra byen. Anden dag hun arbejdede der, blev den mandlige ansøger ringet op, og der blev i telefonen sagt, at han skulle sige farvel til sin kone. De ville dræbe hende i dag. Den mandlige ansøger ringede til den kvindelige ansøger og fortalte, hvad der var hændt, hvorefter hun fik fat i sin chauffør og sagde, at hun var syg. Ansøgerne flygtede en måned efter, at der blev kastet en håndgranat over muren til deres hus. Ansøgerne flygtede til Kabul, hvor de også modtog trusler, hvorfor de udrejste. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at den mandlige ansøger har arbejdet for Peace Organization, men kan ikke i øvrigt lægge den mandlige ansøgers forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at den mandlige ansøger på væsentlige punkter har forklaret utroværdigt, divergerende og udbyggende, og at forklaringen dermed fremstår som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder det således usandsynligt, at Taliban i en periode på 2 år fra 2013 til 2015 gentagende gange - nogle gange op til 5-6 gange pr. dag - og hver gang fra forskellige telefonnumre, skulle have ringet op til ansøgeren og truet ham. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret, at han kun ved et uheld besvarede nogle få af opkaldene. Det er tillige usandsynligt, at ansøgeren, der drev selvstændig virksomhed, kun tog telefonen, hvis han kunne genkende telefonnummeret som en eksisterende kundes telefonnummer. Det bemærkes i øvrigt i den forbindelse, at ansøgeren under samtalen med Udlændingestyrelsen den […] 2016 ikke oplyste om telefonopkaldende, ligesom ansøgeren i ansøgningsskemaet alene har anført oplysninger om et enkelt trusselsopkald. Endvidere har ansøgeren først under samtalen med advokaten - og ikke f.eks. under gensamtalen den […] 2017 - forklaret om, at hans tidligere forretningspartner, [B]s, søn skulle være blevet udsat for et syreangreb, selv om han allerede i slutningen af 2016 skulle være blevet gjort bekendt hermed. Yderligere har den mandlige og den kvindelige ansøger forklaret divergerende om, hvornår skudepisoden skulle have fundet sted, idet den mandlige ansøger under den første samtale med Udlændingestyrelsen den […] 2016 forklarede, at skudepisoden fandt sted i 2014, mens den kvindelige ansøger under sin samtale med Udlændingestyrelsen den […] 2017 forklarede, at skudepisoden fandt sted i 2012, hvilket var flere år inden udrejsen. Sammenfattende finder Flygtningenævnet derfor ikke, at den mandlige ansøger har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Uanset, om den kvindelige ansøger som følge af sit køn har haft vanskelige arbejdsforhold, finder et flertal i Flygtningenævnet det ikke sandsynliggjort, at der er tale om forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flertallet har herved navnlig lagt vægt på, at den kvindelige ansøger allerede under samtalen med Udlændingestyrelsen den […] 2016 og igen i Flygtningenævnet har bekræftet, at hun er af den opfattelse, at hendes problemer på arbejdspladsen skyldtes hendes ægtefælles problemer med Taliban, idet hun inden da havde undervist i 3 år uden problemer, og at Flygtningenævnet som ovenfor anført har tilsidesat den mandlige ansøgers forklaring om sit asylmotiv. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2017/502/STR
