afgh20175

Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. 
Flygtningenævnet udtalte: 
”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim af trosretning født og opvokset i Teheran, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter forfølgelse af ukendte personer som følge af sin fars konflikt med disse personer. Derudover har ansøgeren henvist til de generelle forhold i Afghanistan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far blev kidnappet og udsat for tortur i Afghanistan. Han har derudover oplyst, at hans bopæl i Iran er blevet opsøgt to-tre gange af ukendte personer. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2 er opfyldt. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren på intet tidspunkt selv har oplevet konflikter med hverken myndigheder eller andre, herunder politiske, religiøse eller kriminelle grupper og grupperinger, i Afghanistan som følge af sin fars konflikt, og at det beror på ansøgerens egen formodning, at han vil være efterstræbt i Afghanistan som følge af sin fars konflikt. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at overgrebet mod ansøgerens far fandt sted før ansøgeren blev født og derfor ligger mange år tilbage i tid. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ukendte personer har opsøgt ansøgerens families bopæl i Iran to-tre gange før ansøgerens udrejse, da det beror på ansøgerens egen formodning, at personerne er identiske med de personer, der kidnappede ansøgerens far i Afghanistan. Ansøgeren har endvidere påberåbt sig socioøkonomiske forhold, herunder at han frygter de generelle forhold i Afghanistan, at han aldrig har været i Afghanistan, og at han intet netværk har i Afghanistan. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren er en sund og rask og arbejdsduelig ung mand, og nævnet finder, at de anførte forhold ikke er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren i Afghanistan vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/5/LAJ