Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim fra landsbyen […], provinsen Badakhshan i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter lokalbefolkningen, da de måske vil mistænke ham for at have skiftet religion eller andet, som er imod deres overbevisning, fordi ansøgeren har været i Danmark. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at Taliban havde magten i hans landsby, […], hvor ansøgeren boede med sin faster, fasterens ægtefælle og deres datter. Ansøgerens far arbejdede for det afghanske militær og døde, da ansøgeren var omkring et år. Ansøgerens mor døde kort efter farens død. Da ansøgeren var omkring 12 til 13 år gammel, modtog han et brev fra Taliban om, at han skulle deltage i undervisning i den lokale moske. Til undervisningen lærte de om koranen, og de blev fortalt, at amerikanerne var fjender, og at de skulle kæmpe imod dem. Da ansøgeren var 15 til 16 år gammel, besluttede han, at han ikke længere ville deltage i undervisningen i moskeen, hvorfor han stoppede. Herefter var Taliban efter ansøgeren, og de udsatte fasterens ægtefælle for fysiske overgreb mere end 10 gange, fordi de ville have fasterens ægtefælle til at udlevere ansøgeren til dem. Hver gang Taliban kom til ansøgerens landsby, tog ansøgeren ud til bjergene, hvor han skjulte sig i tre til fire dage af gangen. Når ansøgeren kunne se, at Taliban havde forladt landsbyen, tog han tilbage. Taliban har sendt flere breve til ansøgerens familie, hvori stod, at man skulle kæmpe mod de vantro. Mens ansøgeren har været i Danmark, har han modtaget trusler på livet via en applikation på sin mobiltelefon fra Iman […], som var leder for underviserne på ansøgerens koranskole. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Den fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har herved taget i betragtning, at ansøgeren har oplyst at være analfabet og ung. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren aldrig selv er blevet truet eller opsøgt personligt af Taliban, og at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at Taliban skulle have en særlig interesse i ham på grund af farens arbejde som befalingsmand i det afghanske militær, inden faren døde for mange år siden, eller fordi ansøgeren forlod koranskolen. Det har ifølge ansøgerens forklaring derimod altid været fasteren eller hendes mand, der skulle have taget imod de mange breve fra Taliban, ligesom det var onklen, fasteren og ansøgerens kusine, der på grund af ansøgeren skulle være blevet udsat for dels gentagne, alvorlige fysiske overgreb og dels frihedsberøvelse. Endvidere har ansøgeren aldrig været tæt på at blive fanget af Taliban i ca. 1½ år, selv om han angiveligt var eftersøgt, fordi han holdt sig skjult i omegnen, når Taliban kom, og først kom tilbage, når Taliban havde forladt hans landsby. Det forekommer således påfaldende, at ansøgeren altid har befundet sig på afstand af de begivenheder, der begrunder hans asylmotiv, og at han ikke kan berette om selvoplevede hændelser til støtte herfor. Det fremstår heller ikke overbevisende, at Taliban i en periode på ca. 1½ år skulle have hentet ansøgerens onkel og udsat ham for overgreb 10 gange, blot for at få ansøgeren tilbage til undervisningen, og at ansøgeren først flygtede, da der kom breve til onklen om, at de ville slå ansøgeren ihjel. Ansøgeren har i øvrigt ikke på overbevisende måde kunnet redegøre nærmere for, hvordan han levede, når han ikke var hos fasteren og dennes mand, men svaret afglidende på spørgsmål herom. Endvidere har ansøgeren forklaret divergerende om, hvor gammel han var, da han startede med undervisning i koranskolen, idet han til Udlændingestyrelsen under to samtaler har oplyst, at han fik undervisning, fra han var ca. 12-13 år til han var ca. 15-16 år, mens han for nævnet har forklaret, at undervisningen fandt sted, fra han var ca. 9-10 år, til han var ca. 12-13 år. Det kan ikke tillægges betydning, at ansøgeren har oplyst, at han aldrig har sagt som anført til Udlændingestyrelsen, da det fremgår af to samtalereferater, som han ikke har haft bemærkninger til på dette punkt. Det fremstår i øvrigt påfaldende, at ansøgeren først efter Udlændingestyrelsens afslag på asyl [i starten af vinteren] 2017 via en ven i Tyrkiet skulle have været i stand til at skaffe sit tazkira, og at ansøgeren ikke nærmere kan redegøre for, hvordan vennen har fået fat i dette. Det fremstår endvidere bemærkelsesværdigt, at der først efter afslaget er kommet oplysninger om, at ansøgeren skulle have modtaget trusler i Danmark fra Taliban. Endvidere forekommer det besynderligt, at truslerne er stilet til en person benævnt […], og at de efter deres formulering er rettet til en politichef med trusler om at hævnes sig på dennes mor, far, bror og alle familiemedlemmer, selv om afsenderen ifølge ansøgeren er udmærket bekendt med ansøgerens familiemæssige forhold. Ansøgeren har endvidere ikke på overbevisende måde kunnet forklare, hvordan afsenderen skulle være kommet i besiddelse af ansøgerens telefonnummer. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har en individuel konflikt med hverken Taliban eller lokalbefolkningen, og at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 1, og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/493/col
