Nævnet stadfæstede i december 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra [landsby], Parwan-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban og ISIL. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at Taliban har forsøgt at rekruttere ham tre gange. For omkring to år siden opsøgte Taliban ansøgerens bopæl og talte med hans far. De ville have, at ansøgeren skulle tilslutte sig dem. Ansøgerens far sagde nej. Omkring fem til seks måneder derefter henvendte Taliban sig igen på ansøgerens bopæl og talte med ansøgerens far. De ville fortsat have, at ansøgeren skulle arbejde for dem. Ansøgerens far afslog på ny. Mindre end en uge efter slog Taliban ansøgeren og andre personer med trækæp efter fredagsbønnen, fordi de ikke ville arbejde sammen med Taliban. Taliban chikanerede ansøgeren, hvis de så ham på gaden. Omkring et år og to måneder efter episoden til fredagsbønnen henvendte Taliban sig igen på ansøgerens bopæl. Taliban talte med ansøgerens far og truede med at slå ham ihjel, hvis han ikke gav ansøgeren til Taliban. To dage efter udrejste ansøgeren af Afghanistan. Ansøgerens far er efterfølgende blevet chikaneret af Taliban på gaden og i moskeen. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøger stammer fra et område i Parwan-provinsen, hvor Taliban har afgørende indflydelse, at ansøgeren er pasthun og ansøgerens forklaring om, hvorledes Taliban søger at formå unge pasthunske mænd til at tilslutte sig Taliban, stemmer overens med de foreliggende baggrundsoplysninger. Ansøgeren har endvidere afgivet en sammenhængende forklaring uden betydende divergenser. Nævnet lægger således til grund, at Taliban ved tre lejligheder har opsøgt ansøgerens far på bopælen, men at ansøgerens far har afvist at lade ansøgeren tilslutte sig Taliban. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren, efter at Taliban anden gang havde henvendt sig til ansøgerens far, sammen med fem til seks andre unge mænd efter bønnen i moskeen blev udsat for grov vold, fordi de ikke havde tilsluttet sig Taliban. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgerens far besluttede, at ansøgeren skulle forlade Afghanistan, efter at Taliban tredje gang henvendte sig og krævede, at ansøgerens far skulle acceptere, at ansøgeren tilsluttede sig Taliban. Nævnet finder, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemområdet fortsat vil være efterstræbt af Taliban. Nævnet finder endvidere, at ansøgerens konflikt med Taliban har haft en sådan intensitet og karakter, at den som udgangspunkt må anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det bemærkes, at ansøgerens forklaring om Talibans fysiske overgreb er lagt til grund. Under henvisning hertil, samt under henvisning til de foreliggende lægelige oplysninger finder nævnet ikke anledning til at iværksætte en torturundersøgelse. Spørgsmålet er herefter, om ansøgeren kan henvises til et internt flugtalternativ i et andet område i Afghanistan end sit hjemområde i Parwan. Det følger af UNHCR’s Handbook pkt. 91 og UNHCR Guidelines on International Protection nr. 4, afsnit II, litra c), at det skal kunne godtgøres, at det efter en samlet vurdering af situationen, herunder ansøgerens personlige forhold, kan anses for rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold andetsteds i hjemlandet. Ansøgeren er en enlig, ung mand, der må anses for arbejdsduelig. De foreliggende helbredsoplysninger er ikke af en sådan karakter, at de taler imod at henvise ansøgeren til et internt flugtalternativ i form af ophold i Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif. Det tilføjes i den forbindelse, at ansøgerens morbror bor i Kabul. Nævnet har lagt ansøgerens forklaring om konflikten med Taliban til grund, men nævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at ansøgerens og ansøgerens fars vægring i forhold til Talibans ønske om, at ansøgeren skal tilslutte sig Taliban har medført, at ansøgeren kan anses for særligt profileret i forhold til Taliban, og det vil derfor efter nævnets opfattelse være muligt for ham at tage ophold i Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif uden risiko for forfølgelse fra de enheder og personer fra Taliban, der har efterstræbt ham i Parwan. Efter en afvejning af de ovennævnte forhold finder Flygtningenævnet, at ansøgeren, uanset at han som udgangspunkt er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, må henvises til et internt flugtalternativ i Afghanistan som anført. Herefter, og idet de generelle forhold i Afghanistan, herunder den generelle sikkerhedssituation i landet, ikke kan føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/488/HHU
