Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk pashtuner og sunnimuslim fra landsbyen […] i Kabul provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv navnlig henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at Taliban vil slå ham ihjel eller tvangsrekruttere ham. Han har til støtte herfor oplyst, at hans far har fortalt, at han var blevet opsøgt af Taliban, der havde kontrollen med deres landsby. Taliban havde forlangt, at ansøgeren og hans bror skulle udføre selvmordsbombeangreb, hvilket faren havde afslået. Ansøgerens bror og deres mor var tilstede, da faren berettede herom. I samme periode havde Taliban endvidere rettet henvendelse til ansøgerens lillebror. Selv har ansøgeren på intet tidspunkt talt med Taliban. Derimod er der i perioden en person fra ISIL, der har bedt ansøgeren om at slutte sig til dem. Det skete dog ikke mere i den anledning. Sent en eftermiddag hørte han og hans bror skud, mens de arbejdede på marken. De tog hjem. Nær deres hus lå faren livløs. Taliban havde skudt ham. Brødrene flygtede med hjælp fra deres morbror 2 dage senere ud af landet. Ved vurdering af troværdigheden af ansøgerens forklaring om hans asylmotiv lægger Flygtningenævnet nogen vægt på, at ansøgeren i Flygtningenævnet har svaret usikkert på en række spørgsmål, samt betydelig vægt på, at han under forløbet har afgivet divergerende forklaring om centrale emner. Der henses herved navnlig til, at ansøgeren til Udlændingestyrelsen har forklaret, at faren blev skudt cirka ti måneder efter, at Taliban havde rettet 3 henvendelser til faren, og at der gik omkring 2 måneder fra den første til den sidste henvendelse, mens ansøgeren i Flygtningenævnet har forklaret, at Taliban alene rettede henvendelse til faren 2 gange, med 3 dages mellemrum, og at faren derefter blev dræbt 1 måned senere. I vurderingen indgår endvidere, at ansøgerens bror til styrelsen, men ikke i Flygtningenævnet, har forklaret, at ansøgeren var til stede på marken, da Taliban rettede henvendelse til broren, samt at Taliban umiddelbart derefter skulle have rettet henvendelse til ansøgeren, hvorefter de sammen gik hjem til deres mor og fortalte om Talibans henvendelser. Ansøgeren fortalte, ifølge broren, at talibanerne på marken også havde opfordret ansøgeren til at gå i krig for Taliban. I Flygtningenævnet fragik broren sin tidligere forklaring uden at kunne give nogen overbevisende forklaring på ændringen. Flygtningenævnet tillægger det endvidere en vis betydning, at ansøgerens bror også har afgivet divergerende forklaringer for styrelsen og nævnet om andre emner. Uanset, at det i vurderingen indgår, at ansøgeren kun er 19 år, kan Flygtningenævnet herefter ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Ansøgeren har herefter ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i reel risiko for på grund af sine individuelle forhold at blive udsat for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/486/DH
