Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk pashtun og muslim fra [navn på afghansk landsby], Nangarhar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hans ældste bror underviste i engelsk, og at han 2011-2012 blev truet af Taliban, der ønskede, at broren skulle stoppe med at undervise i engelsk. Broren fortsatte imidlertid sit arbejde på trods af truslerne. En dag blev der kastet en bombe mod muren ind til ansøgerens bopæl, uden at der skete noget med husets beboere. I den forbindelse blev ansøgerens bror og far taget med. Nogle dage efter kidnapningen af ansøgerens bror og far blev ansøgerens brors lig afleveret tæt på ansøgerens bopæl. Ansøgeren sov, og så ikke, hvem det var, der angreb huset, men dagen efter fortalte naboerne, at det var Taleban, havde kidnappet hans far og storebror. Dagen efter tog ansøgeren sammen med sin lillebror hen til deres kusine i [navn på afghanske landsby], hvor de boede i en til to måneder. Efterfølgende tog ansøgeren hjem til sin søster og hendes ægtefælle, som boede i Jalalabad. Her boede ansøgeren sammen med sin lillebror i fire til fem år frem til sin udrejse. Omkring en måned inden ansøgerens udrejse af Afghanistan, blev han to til fire gange set af nogle personer, som ansøgeren genkendte som beboere fra [navn på en afghansk landsby], og han mener, at de må have regnet ud, at ansøgeren boede hos sin søster i Jalalabad. Ansøgeren frygtede herefter, at personerne ville videregive oplysningen om, hvor han befandt sig, til Taliban. Nævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren som følge af sin storebror, [A’s], konflikt selv skulle have en konflikt med Taleban, eller at Taleban ikke skulle anse brorens konflikt for afsluttet i forbindelse med, at de dræbte broren. Nævnet har herved lagt vægt på, at der ikke skete noget med ansøgeren i forbindelse med, at Taleban rettede henvendelse på bopælen og kidnappede hans far og storebror, idet ansøgeren sov fra episoden og først den følgende dag fandt ud af, hvad der var sket. Der skete heller ikke noget med ansøgeren i de følgende 2- 3 måneder, hvor han blev boende i landsbyen hos sin moster. Selvom ansøgeren og hans lillebror i godt 4 – 5 år derefter har boet hos deres søstre i nærheden af Jalalabad, er hverken han eller hans søskende på noget tidspunkt blevet opsøgt eller truet af Taleban, heller ikke selvom det efter ansøgerens egen forklaring måtte stå de fleste beboere i [navn på afghansk landsby] klart, at ansøgeren og hans lillebror havde taget ophold hos søstrene. Det bemærkes i den forbindelse videre, at ansøgeren har forklaret, at en stor del af befolkningen i landsbyen støttede Taleban, og at det derfor må have været enkelt at finde frem til søstrenes opholdssted evt. via hans moster, der stadig boede i landsbyen. Det beror endvidere alene på ansøgerens formodning, at den person fra landsbyen, som skulle have genkendt ham i Jalalabad, 4 – 5 år efter drabet på broren, skulle have videregivet oplysninger om hans opholdssted til Taleban. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. afgh/2017/475/DTO
