Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunnimuslim fra Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, fordi han accepterede at samarbejde med dem og alligevel udrejste af Afghanistan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han arbejdede som chauffør, og at han i den forbindelse transporterede kød til det afghanske militær og til udenlandske tropper. En aften, da ansøgeren havde været til bøn i moskeen, blev han stoppet af nogle mænd, som gav ham bind for øjnene og tog ham ind i en bil. Mændene var fra Taliban. De sagde, at de var bekendt med, at ansøgeren transporterede kød til udenlandske tropper, og de bad ansøgeren om at samarbejde med dem, hvilket ansøgeren accepterede. Ansøgeren fik at vide, at de ville placere en bombe i hans bil. Efterfølgende blev ansøgeren kørt til et øde sted, hvor han blev løsladt, og hvorfra han tog hjem. Da det blev lyst, tog ansøgeren hen til sin svigerfar, som sagde, at ansøgeren var nødt til at udrejse. Ansøgeren opholdt sig hos sin svigerfars ven i tre dage, hvorefter han udrejste af Afghanistan. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge forklaringen til grund, idet forklaringen fremstår konstrueret til lejligheden og derfor forkastes som utroværdig. Flygtningenævnet lægger vægt på, at det forekommer usandsynligt, at Taliban har bortført og tilbageholdt ansøgeren for, at han skulle acceptere et samarbejde med dem om sprængning af en bombe på en militærbase, for derefter at lade ansøgeren gå, således at ansøgeren fik mulighed for at anmelde bortførelsen til den afghanske hær, hvortil han transporterede kød. Nævnet henviser endvidere til, at det fremstår usandsynligt, at ansøgerens samarbejde var nødvendigt for Taliban, idet ansøgeren ikke skulle informeres om, hvornår og hvordan bomben skulle placeres på den lastbil, som han førte, idet der i øvrigt henvises til, at ansøgerens lastbil blev kontrolleret ved 3 kontrolposter, forinden den blev kørt ind på militærbasen. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om hans tilbageholdelse hos Taliban, idet han overfor nævnet har oplyst, at Taliban truede ham med at halshugge ham og hans børn, såfremt han ikke samarbejdede. Ansøgeren har ikke under oplysnings- og motivsamtalen efterfølgende under asylsamtalen oplyst herom, idet han under samtalerne alene har forklaret, at ansøger skulle indvillige i at samarbejde. Det understøtter ansøgerens utroværdighed, at han i øvrigt ikke har givet udtryk for bekymring eller frygt for sin families sikkerhed. Ansøgeren har alene forklaret, at han ikke har været i kontakt med sin familie, efter han udrejste fra Afghanistan, hvilket forekommer usandsynligt. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/465/CMA
