Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim af trosretning fra landsbyen […] i Nangarhar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taleban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han ejede en lille forretning i landsbyen […]. Omkring seks måneder inden ansøgeren udrejste af Afghanistan, begyndte Taleban at handle i ansøgerens forretning. Taleban betalte for varerne i starten, men begyndte efterfølgende at tage varerne uden at betale. På et tidspunkt kom fem personer fra Taleban, heriblandt ansøgerens nabo, ind i ansøgerens forretning for at tage varer. Da ansøgeren sagde, at de skulle betale for varerne, blev han slået. Den efterfølgende morgen blev fem personer fra Taleban dræbt af Nationalhæren. Ansøgerens farfar frygtede, at Taleban ville beskylde ansøgeren for at have angivet personerne til myndighederne, idet han flere gange havde haft konflikter med Taleban i forbindelse med forretningen. Ansøgeren tog herefter hjem til sin morbror. Samme aften blev ansøgerens bopæl opsøgt af Taleban, der stak ansøgerens mor med en kniv og slog hans lillesøster. Efterfølgende blev ansøgerens storebror kidnappet af Taleban, og ansøgerens nabo, der havde tilknytning til Taleban, ringede til ansøgerens far og sagde, at de ville løslade ansøgerens bror i bytte for ansøgeren. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at ansøgeren er moden nok til at gennemgå asylsagsbehandlingen. Flygtningenævnet har vurderet ansøgerens forklaring i lyset af oplysningerne om hans alder og uddannelsesniveau, men finder desuagtet, at forklaringen må tilsidesættes som utroværdig, idet den på meget centrale punkter indeholder divergenser og udbygninger. Til ansøgerens oplysnings- og motivsamtale har han oplyst, at hans nabo ville ringe og fortælle Taleban, at det var ham, der havde sladret til myndighederne. Under asylsamtalen har ansøgeren oplyst, at farfaren frygtede, at ansøgeren ville blive beskyldt for dette. Senere under samme samtale, har ansøgeren forklaret, at farfaren havde sagt, at naboen ville ringe til Taleban og sige, at det var ansøgeren, der havde sladret til myndighederne. Endnu senere under samme samtale, har ansøgeren forklaret, at han på tidspunktet, hvor han blev sendt ud af landsbyen, ikke vidste, om farfaren havde hørt om beskyldningerne fra bestemte personer, eller om det blot var farfarens egen formodning, at ansøgeren ville blive beskyldt for episoden. Endelig har ansøgeren under gensamtalen indledningsvist oplyst, at han ikke vidste, hvor farfaren havde hørt, at ansøgeren skulle have sladret til myndighederne. Afslutningsvis under samme samtale har ansøgeren forklaret, at farfaren direkte overhørte naboens telefonsamtale med Taleban, hvor naboen angiveligt fortalte, at det var ansøgeren, der havde sladret til myndighederne. Det forekommer endvidere usandsynligt, at ansøgeren, der to gange havde været udsat for vold i forbindelse med, at han forlangte betaling, desuagtet på ny skulle driste sig til at rykke fem bevæbnede Taleban-krigere for betaling. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/463/mah
